Thorning tager en plads i Folketingets Præsidium

Foto: Claus Bech/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Den tidligere statsminister afviser snak om ordførerskaber. Hun skal sidde i Folketingets Præsidium.

Det var en afklaret Helle Thorning-Schmidt, der efter sin afskedstale som afgående formand for Socialdemokraterne, svarede på spørgsmål om sin fremtid.

Ifølge statsministeren selv skal hun ikke være ordfører, men derimod være Socialdemokraternes medlem af Folketingets Præsidium.

Det blev efterfølgende bekræftet af den tiltrædende formand Mette Frederiksen.

Dermed kan den tidligere statsminister potentielt komme i spil til posten som Folketingets formand.

– Det kan man aldrig vide, svarer hun selv på spørgsmålet, om hun har formands-ambitioner.

Hvis ikke hun bliver formand, bliver hun en af fire næstformand til den kommende formand for Folketinget.

Det kunne blive Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der tidligere søndag fik den nye statsminister Lars Løkke Rasmussens anbefaling.

Folketingets Præsidium er Folketingets øverste ledelse. Det er medlemmerne af præsidiet, der styrer møderne i folketingssalen, ligesom de holder styr på, at regler og normer ved debatterne bliver overholdt.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS