Tilbyder ikke-godkendt vaccine

Sundhedsstyrelsen vil tilbyde vaccine mod abekopper, men det er ikke alle, som kan få vaccinen

Udgivet Opdateret

En ny smitsom sygdom har set dagens lys. De såkaldte abekopper. 

Derfor vil Sundhedsstyrelsen tilbyde en vaccine mod abekopper til nære kontakter, selv om vaccinen ikke i EU er godkendt til formålet.

Speciellæge skal vurdere først

Vaccinen skal gives efter vurdering af en speciallæge fra Aarhus Universitetshospital og Hvidovre Hospital.

Der er ingen grund til at tvivle på vaccinens effekt, siger overlæge og professor Thomas Benfield, Hvidovre Hospital.

- Den er godkendt andre steder, og formålet - at forhindre at nogle bliver syge - opvejer efter min mening, at den endnu ikke er godkendt, siger han.

Første doser på vej

Fredag ankommer de første 200 doser af medicinvirksomheden Bavarian Nordics vaccine mod abekopper til Danmark.

Det sker, efter at sundhedsmyndighederne har besluttet at tilbyde vaccinen til nære kontakter til personer smittet med virussygdommen.

Vaccinen har produktnavnet Imvanex. Den er formelt set ikke godkendt i EU som vaccine mod abekopper.

Godkendt i USA og Canada

Derfor skal den ifølge en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet gives off-label.

Vaccinen skal gives efter vurdering af en speciallæge fra henholdsvis Aarhus Universitetshospital og Hvidovre Hospital.

Bavarian Nordics vaccine er godkendt til brug mod abekopper af de amerikanske og canadiske myndigheder.

EU planlægger også

Medicinalvirksomheden oplyste tirsdag, at den planlægger at søge om godkendelse til, at vaccinen må bruges mod abekopper i hele EU.

Imvanex er derimod godkendt som koppevaccine. Og da kopper og abekopper er nært beslægtet, ser Thomas Benfield ikke problemer i at bruge vaccinen.

- Når en vaccine er godkendt til én indikation, har den været igennem en omfattende sikkerheds- og kvalitetsproces.

- Det gør det lettere og mere enkelt også at bruge vaccinen på andre indikationer, siger han.

Sundhedsminister, Magnus Heunicke (S) har tidligere indkaldt til møde om 'abekopper.'
Sundhedsminister, Magnus Heunicke (S) har tidligere indkaldt til møde om 'abekopper.'

Praktiske hensyn

Når det er henholdsvis Aarhus Universitetshospital og Hvidovre Hospital, der skal sige god for brug af vaccinen, handler det ifølge overlægen om praktiske hensyn:

- Så giver man de afdelinger en individuel mulighed for at kunne bruge vaccinen til henholdsvis patienter i Jylland og på Sjælland.

- Det er jo indtil videre på et niveau, hvor det kan håndteres de to steder, siger Thomas Benfield.

Første tilfælde allerede konstateret

Danmark konstaterede det første bekræftede tilfælde af abekopper mandag. Tirsdag dukkede endnu et tilfælde op.

I begge tilfælde er sygdommen konstateret hos personer, der har været på rejse til Spanien.

Powered by Labrador CMS