Tilliden styrtdykker

Falder til minus 2

Forbrugertilliden faldt i november til minus 2 - men er stadig et stykke vej fra bundrekord.
Forbrugertilliden faldt i november til minus 2 - men er stadig et stykke vej fra bundrekord.
Udgivet Opdateret

Humøret blandt de danske forbrugere faldt i november. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik for forbrugertilliden.

Forbrugertilliden er en opgørelse over danskernes syn på deres egen og dansk økonomi som helhed. Den faldt til minus 2,0 fra 3,3 i oktober.

Tallene bliver fulgt tæt af økonomer, der bruger det som et pejlemærke til at se på, hvordan appetitten er på at bruge penge.

Der er ifølge privatøkonom Brian Friis Helmer, Arbejdernes Landsbank, kommet en smule malurt i bægeret efter optimismen efter genåbningen.

- Det kan man sådan set godt forstå, når vi ved, at priserne er steget ganske kraftigt på både strøm, naturgas og brændstof, skriver han i en kommentar.

Han vurderer, at det er meget, der tyder på, at netop de stigende energipriser har sat sig i danskernes humør.

- Og det er da også med god grund, for holder de høje energipriser vinteren over, så vil mange familiers budgetter blive belastet med ekstra udgifter, lyder det fra Brian Friis Helmer.

Ikke i bund

Forbrugertilliden er dog ikke trykket i bunden, men sendt retur til forårets niveau, understreger økonomen.

Der er også fortsat et stykke vej til niveauet i starten af krisen, var tilliden var nede i minus 12. Det er lidt højere end under finanskrisen.

Trods den seneste tids fald kan man ifølge Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank godt bevare noget optimisme.

- Helt grundlæggende så har dansk økonomi det godt, beskæftigelsen er rekordhøj, og ledigheden er trykket i bund, skriver økonomen.

Bundrekord på minus 22

Forbrugertilliden er blevet lavet siden 1974. Bundrekorden var i december 1988, hvor den var på minus 22.

Den laves ved at stille 1000 personer i Danmark en række spørgsmål om deres syn på egen og dansk økonomi.

Svarene bliver oversat til et tal mellem 100 og minus 100, og det bliver kogt sammen til et samlet tal for forbrugertilliden.

Powered by Labrador CMS