Tilsyn opdager ikke mobning og stress

Udgivet Opdateret

Mobning, for meget arbejde eller stress.

Mange danskere lever med psykiske arbejdsmiljøproblemer, men de kan være svære at spotte, skriver Politiken.

Det er Arbejdstilsynet, der skal føre kontrol med, om medarbejdere trives på deres arbejdsplads, men kun tre procent af de op mod 30.000 kontrolbesøg, som Arbejdstilsynet foretog i 2014, udløste et påbud eller en løftet pegefinger til arbejdsgivere. Det fremgår af en aktindsigt, som Magisterbladet har fået i samtlige af Arbejdstilsynets afgørelser om psykiske arbejdsmiljøproblemer i 2014.

Peter Hasle, professor og arbejdsmiljøforsker ved Aalborg Universitet, siger til avisen, at tre procent er alt for lidt.

»Arbejdstilsynet har ikke de nødvendige redskaber og tilstrækkelig lovhjemmel til at løse denne opgave, så derfor er der behov for at finde og udvikle nogle bedre værktøjer,« siger han.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) skriver i en mail til Politiken, at Rigsrevisionen for kort tid siden anbefalede, at tilsynet med psykisk arbejdsmiljø bliver styrket. Det er ministeren enig i, slår han fast over for Politiken.

Antallet af anmeldte psykiske arbejdsskader er på 10 år er steget med 170 procent, viser tal fra Arbejdsskadestyrelsen, der i 2014 modtog 5.488 anmeldelser, og ifølge Stressforeningen er cirka 35.000 danskere dagligt derhjemme sygemeldt med diagnosen stress.

Powered by Labrador CMS