To danske tilskuere dræbt ved håndbold-VM

13. december er det 20 år siden, hvor to danske tilskuere blev dræbt ved håndbold-VM i Tyskland.

Udgivet Opdateret

To danske tilskuere dræbt ved håndbold-VM: Sådan var overskriften for præcis 20 år siden.

Tirsdag 12. december blev Danmark sendt ud af håndbold-VM af Sveriges kvinde.

Onsdag 13. december er det præcis 20 år siden, to danske tilskuere blev dræbt ved en af det danske kvindelandsholds kampe ved netop VM. Dengang også i Tyskland.

Her spillede Danmark semifinale mod Rusland.

På tilskuerpladserne i Max-Schmeling-Halle kom det til en episode mellem en dansk og en tysk tilskuer.

Her trak tyskeren pludselig en kniv og stak danskeren i hjertet. Hans kammerat forsøgte at lægge sig imellem, men blev også stukket i halsen.

Episoden skete stort set lige udenfor TV3’s studie, og som seer kunne man efterfølgende følge, hvordan den fortvivlede studievært Jens Højbjerg forsøgte at tilkalde hjælpe indefra studiet.

Døde kort efter

Klaus Michael Witthøft Nielsen, 34, og Henning Bøjle Larsen, 38, døde kort tid efter og den tyske gerningsmand blev anholdt umiddelbart efter episoden, der ikke blev kendt før kampen var slut.

Kampen fortsatte og Danmark bragte sig i VM-finalen med en sejr på 32-22.

Der blev en pause i turneringen på grund af knivdrabene, men den blev dog optaget igen.

Beskrevet i bog

Episoden bliver også nævnt i Anja Andersens bog ‘Det er aldrig for sent at blive den man er’.

VM i håndbold, Danmark-Norge. Et minuts stilhed ved kampens start. Fra venstre Gitte Sunesen og Anja Andersen. Foto: Palle Hedemann/Scanpix.

Næste morgen spiser vi sent morgenmad og først på dagen får vi en uvurderlig besked: En af de dræbtes pårørende beder os om at spille røven ud af bukserne. Så vi spiller.

Vi går på banen uden taktikmøde, men med den stærkeste holdfølelse, vi nogensinde har haft. Og med et formål, som er større end både os selv, resultatet og titlen.

Vi vil spille for Michael og Henning og deres efterladte familier. Vi slår Norge med 13 mål. Vi er verdensmestre. Listen af titler er komplet, står der i bogen

Danmark vandt 33-20 i en af de bedste danske håndboldpræstationer nogensinde.

Dømt og død

I 1998 blev den 48-årige berliner Jürgen Swinka idømt 13 års fængsel for drabet.

Ifølge BZ-Berlin døde han i juli 2002 en naturlig død i fængslet.

Kilder: Wikipedia, Thomasladegaard.dk, DR, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, BZ-Berlin.

Powered by Labrador CMS