To Europa League-spillere dræbt i ulykke

To fodboldspillere fra den slovenske klub NK Maribor mistede tirsdag livet i en voldsom trafikulykke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den slovenske fodboldklub NK Maribor er ramt af en større tragedie; to af klubbens blot 20-årige spillere er blevet dræbt i en bilulykke. To andre blev lettere kvæstet. Det skriver BT.

De to dræbte er angriberen Zoran Baljak og forsvarsspilleren Damjan Marjanovic, mens den 19-årige målmand Ljubomir Moravac og den lige så 19-årige forsvarsspiller Zifa Lipuscek blev kvæstet.

Ifølge BT skulle ulykken være sket i et vejkryds, hvor bilen ramte et trafiklys. Angiveligt så kraftigt, at bilen nærmest blev flået midt over.

“Den værste tragedie”, skriver NK Maribor på sin hjemmeside.

Det er med stor sorg vi modtog nyheden, som har rystet os. En fatal ulykke har frataget os to medlemmer af vores ‘lilla familie’, står der videre.

NK Maribor skal møde skotske Aberdeen FC torsdag i Aberdeen i en returkamp i Champions League.

På Aberdeen FC’s hjemmeside skriver klubbens direktør Duncan Fraser:

– Jeg har snakket med min kollega Bojan Bon i eftermiddag og overbragt ham vore kondolencer. Dette sætter alting i perspektiv. Vores klubber har udviklet et fantastisk venskab i tiden op til kampene, og vi vil samarbejde på alle måder og være åbne over for de ønsker som NK Maribor måtte have til at markere tragedien.

Også det europæiske fodboldforbund UEFA udtrykker på sin hjemmeside sorg over tabet af de to spillere.

Powered by Labrador CMS