Togvogn afsporet

Tidligt mandag morgen hoppede en godsvogn af skinnerne på Fredericia Station.

Udgivet Opdateret

Opdateret artikel klokken 13.49: 

DSB har nu oplyst, at deres prognose er rykket til klokken 15.00 for, hvornår togtrafikken mellem Fredericia og Esbjerg kører efter planen.

Original artikel: 

Mandag har der morgen og formiddagen igennem været problemer med den offentlige trafik.

Klokken 05.10 hoppede en godsvogn af skinnerne på Fredericia Station. Det har siden haft indvirkning på togtrafikken mellem Fredericia og Esbjerg.

Det skriver Fredericia Dagblad.

Færre tog

Den afhoppede godsvogn befinder sig i den sydlige del af af Fredericia Station i retningen mod Taulov. Det betyder, at der kun er et spor farbart mellem de to byer.

Godsvognen er skyld i, at der kører færre tog på strækningen mellem Fredericia og Esbjerg.

DSB oplyser selv, at der kun vil køre Intercitytog en gang i timen på strækningen mellem Esbjerg og Kolding/ Middelfart. Toget vil standse ved alle stationer undervejs.

Regionaltogene kører derfor ikke mellem Esbjerg og Fredericia som følge af problemerne med godstoget.

Varer længe

Det er ikke muligt for DSB at gisne om, hvornår trafikken igen kører som normalt.

Der er tidligere blevet meldt ud, at det muligvis var klokken 12.00, men den prognose er allerede rykket en time frem, så det nu er klokken 13.00.

Der arbejdes i første omgang på at få godsvognen tilbage på sporet, hvorefter sporet skal tjekkes, før det kan tages i brug.

Ingen personer er kommet noget til.

Powered by Labrador CMS