Træt af død telefon: Sådan strækker du batteriet

Newspaq
Udgivet Opdateret

Med relativt simple tiltag kan du sørge for, at din smartphones batteri bedre holder strøm.

Et spil “candy crush” på telefonen, musik i ørerne og jævnlige svipture forbi Facebook får togturen til at føles kortere. Men det betyder også et faretruende lavt batteriniveau, når destinationen er nået.

Og faktisk er der en grund til, at smartphones er relativt dårlige til at holde strøm. Det forklarer civilingeniør og batteriekspert Per Jørgensen Møller til Newspaq.

– Problemet med smartphones er, at man har lagt så mange funktionaliteter ind i produktet, at strømforbruget simpelthen er for stort i forhold til batteriet, siger han og tilføjer, at batteriet er underdimensioneret af hensyn til produktets udseende.

Men når det er sagt, er det faktisk muligt at få din smartphone til at holde strøm i længere tid ved hjælp af nogle få simple tricks.

Først og fremmest handler det om noget så simpelt som ikke at have mere kørende end højest nødvendigt. Det koster simpelthen strøm at have flere apps kørende i baggrunden, der konstant opdaterer og trækker data ind. Så en god idé er at sørge for at få dem lukket helt ned, når man har brugt dem, forklarer Per Jørgensen Møller.

Det erklærer digital trendanalytiker hos Elektronista, Christiane Vejlø, sig enig i, og hun udpeger streamingtjenester som spotify og netflix som nogle af de største strømslugere. Generelt gælder det, at jo mere grafisk app’en er, desto mere strøm forbruger den.

– Nogle apps bruger enormt meget strøm, eksempelvis et kort. Det, man kan gøre, er, at tage et screendump, så man ikke skal sidde og kigge på hele kortet, der jævnligt opdaterer, siger Christiane Vejlø til Newspaq.

Hun foreslår, at den kvikke forbruger også skruer ned for skærmens lysstyrke, da den trækker en del strøm.

Generelt kan man forbedre sit batteris levetid, hvis man beskytter det mod høje temperaturer, forklarer Per Jørgensen Møller. Han råder derfor til, at man ikke ligger sin telefon i dynen og andre ting, der er isolerende.

– Selv lidt for høje temperaturer er med til at ødelægge batteriet, specielt hvis man har sat opladeren til samtidig. Generelt kan man sige, at hvis telefonen er ladet op, så tag opladeren fra den, fordi det koster unødig energi at lade på batteriet, siger han.

Det er også en gammel myte, at batteriet skal lades helt op, inden man igen kaster sig over smartphonen. Faktisk har den bedst af det helt modsatte.

– Hvis man kan undgå for store udsving på batterikapaciteten, altså at batteriet hverken får lov til at gå alt for langt ned i kapacitet eller i ladet tilstand, så er det egentlig bedst, siger Per Jørgensen Møller.

Endelig er den helt oplagte mulighed simpelthen at investere i en bærbar oplader.

– Vi lever et meget mobilt liv, hvor vi tager tingene med os. Så et helt andet alternativ er, at man har et batteri med sig, eller at man har en taske med et indbygget batteri i, siger Christiane Vejlø og henviser til de nye former for opladere, som ikke behøver en strømtilslutning, hvis blot de er ladet op hjemmefra.

De mobile opladere koster fra cirka 200 kroner og opefter.

Andre gode tips er at slå push-meddelelser og lokalitetstjenester fra, slukke for bluetooth og forkorte din “screen timeout”, altså den periode som din telefon har oplyst skærm i efter berøring.

Newspaq

Powered by Labrador CMS