Tre dømt for at skyde ved pizzeria på Vestegnen

Arkivfoto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Under tumult foran pizzabar blev der affyret en pistol. Tre mænd er dømt for at udsætte et offer for fare.

En 37-årig mand og to unge mænd på 22 og 24 år udsatte omgivelserne for fare, da de en aften sidste sommer affyrede skud i forbindelse med noget tumult ved et pizzeria i Taastrup ved København.

Det fastslog Retten i Glostrup mandag og idømte mændene mellem et og halvandet års fængsel.

Ved skyderiet, der foregik på Gadehavegårdsvej, blev der affyret skud på to-tre meters afstand i retning mod en mand, hvorved hans liv blev udsat for fare.

De tre mænd er i fællesskab dømt for skyderiet. Ifølge anklageskriftet opsøgte de ofret, og da der opstod tumult, viste det sig, at den ene havde en pistol i bukselinningen, som en af de andre affyrede, inden de tre mænd forsvandt fra stedet.

Kort tid efter indfandt de sig i en opgang i en etageejendom på Pælestykkerne i Taastrup lige i nærheden, hvor de truede ofret og to andre mænd med deres skarpladte våben. Ingen personer blev ramt ved de to episoder.

Den ældre af de dømte mænd har tidligere været involveret i skudepisoder blandt andet i 2007 på bodega Chimpansen i Taastrup.

Efter domsafsigelsen mandag blev den 22-årige, som blev straffet med et års fængsel, løsladt, mens retten bestemte, at den 37-årige og den 24-årige, der begge fik halvandet års fængsel, fortsat skal være fængslet. Denne del af dommen blev kæret til landsretten.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS