Tre livreddere indlagt: Stort badeland akut lukket

Badelandet i feriecentret Dayz Seawest i Lønne er blevet lukket, og tre livreddere indlagt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Feriecentret Dayz Seawest lukkede tirsdag aften sit badeland for alle gæster og besøgende på grund af en uforudset hændelse. Det har betydet, at luften ikke er blevet korrekt renset. Det har udviklet en stor gene, hvor der var en for stor mængde klor i luften.

Det oplyser feriecentret på sin Facebook-profil. Lukningen blev effektueret tirsdag klokken 20.

– Vi opfordrer alle gæster til at være opmærksomme og søge nærmeste læge, hvis der observeres generel utilpashed efter ophold i badelandet, skriver Dayz Seawest. Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at få kontakt til direktør i Dayz Resorts, Søren Sandberg, men til jv.dk siger han, at tre livreddere er indlagt som følge af klorforgiftning.

– Det er korrekt, at tre livreddere er indlagt til observation. Vi har ikke mulighed for at få fat i alle gæster, men vi har 7-9-13 endnu ikke fået tilbagemeldinger om, at der er gæster, der har fået det skidt, siger Søren Sandberg til avisen.

Defekt fugtighedsføler

Årsagen til den pludselig krasse luft skal angiveligt findes i en defekt fugtighedsmåler, der simpelthen ikke har sørget for, at luften i badelandet er blevet skiftet ud.

Dermed er den samme luft blevet cirkuleret rundt i badelandet i stedet for at være skiftet ud med frisk luft. Dayz Seawest håber på, at badelandet kan åbne i løbet af onsdag. Da Newsbreak.dk ikke har kunnet få kontakt til direktøren, er det imidlertid uvist, hvor langt processen er. Ligeledes er der heller ingen opdatering på de tre livredderes tilstand – eller om de er udskrevet.

– Vi arbejder selvfølgelig på højtryk, så badelandet kan åbne igen – forhåbentlig op ad formiddagen – nærmere info følger, skriver Dayz om episoden, der er sket på det værst tænkelige tidspunkt med skolernes efterårsferie i fuld gang.

Var du i badelandet og har du oplevet noget, hører vi gerne fra dig på mail: Skriv til redaktion@newsbreak.dk

Powered by Labrador CMS