Tre personer fundet dræbt i parkeret bil

Newspaq
Udgivet Opdateret

Tre mennesker er fundet skuddræbt i en parkeret bil i alpebyen Wilderswil i Schweiz. Omstændigheder er uvisse.

Ligene af tre personer er mandag morgen blevet fundet i en bil i den schweiziske by Wilderswil, der ligger omkring 120 kilometer sydvest for storbyen Zürich. Ifølge schweizisk politi er personerne blevet skudt.

Bilen med de tre døde personer holdt på en parkeringsplads i nærheden af togstationen i Wilderswil, der ikke ligger langt fra alpebyen Interlaken, der er populær blandt turister.

Schweizisk politi fik anmeldelsen klokken syv mandag morgen. Ifølge lokale medier er politiet nu i færd med undersøge en hotelbalkon, der har udsyn over parkeringspladsen.

En beboer i byen siger til avisen Berner Zeitung, at han hørte et skud omkring klokken seks.

– Kort tid efter kom et andet skud, og muligvis kom der også et tredje skud, siger beboeren til avisen.

Han tænkte først, at det var en jæger, selv om det syntes meget mærkeligt.

Hovedgaden i Wilderswil er afspærret, og politiet er massivt til stede med flere patruljevogne, skriver Berner Zeitung.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS