Trekløverregeringen er låst fast efter de første 100 dage

Regeringen har store reformambitioner, men intet reformflertal, lyder analysen efter 100 dage med VLAK.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har store ambitioner om reformer, men med S-DF-alliancen er regeringen så godt som handlingslammet lyder analysen i forbindelse med VLAK-regeringens første 100 dage med magten. Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Udgivet Opdateret

Tirsdag runder VLAK-regeringen 100 dage. I den forbindelse har Ritzau kastet sig ud i den traditionsrige journalistiske disciplin: “Og hvordan går det så egentlig for regeringen?”.

Dommen er hård i Kommentatorkøbing: Regeringen er handlingslammet. Som udenrigsminister Anders Samuelsen konstaterer på Facebook:

– Medierne flyder over med beretninger om, hvor forfærdelig denne nu 100 dage gamle regering er. Men er det nu også rigtigt, eller er det bare blevet en sandhed, uden at sandhedsværdien tjekkes?

Det spørgsmål kommer LA-lederen selv med et svar på. Men lad os først høre analysen fra Weekendavisens politiske analytiker, Hans Mortensen:

– Det er en regering med store reformambitioner, men uden noget reformflertal. Så det kan hurtigt blive en regering, der kommer med den ene proklamation efter den anden, uden den får noget gennemført.

Dansk Folkeparti modsætter sig nemlig regeringens politik. Støttepartiet vil hverken være med til at sætte pensionsalderen op, sænke skatten eller indføre flad boligskat.

– Regeringens udspil er sjældent spiseligt for DF. Og alliancen mellem DF og S gør det svært for regeringen at regere. Og det kan jo i længden gøre det svært at opretholde gejsten, siger Hans Mortensen.

God stemning

Gejsten ser dog ud til at have overlevet de første 100 dage med magten. I hvert fald internt i regeringen, fortsætter analytikeren:

– Stemningen er rimelig god, og de tre partier forsøger at hjælpe hinanden. Der er ikke de krige, der var mellem V og K i 00’erne, hvor de bagtalte hinanden på kryds og tværs.

Til gengæld har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) alt for længe negligeret at pleje forholdet til DF.

Hvis regeringen vil have et godt samarbejde med sit støtteparti, skal den gøre to ting: Tale pænt om partiet og inddrage det i sine udspil, før de kan læses i aviserne. Sådan lød opfordringen fra DF-toppen i weekenden.

Ingen hjælp i meningsmålingerne

Heller ikke i meningsmålingerne kan regeringen finde trøst. I en ny måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, er Socialdemokratiet større end de tre regeringspartier tilsammen: 28,6 mod 28,3 procent.

Godt nok er De Konservative gået frem, men både Venstre og Liberal Alliance er gået tilbage. Værst ser det ud for LA, der står til en tilbagegang på 2,1 procentpoint i forhold til valget.

Og det bringer os så tilbage til Anders Samuelsens vurdering efter de første 100 dage: Regeringen gør “stille og roligt Danmark mere liberalt”, konkluderer han og oplister en række ting, der vil være opfyldt før valget:

Skatter, registreringsafgift og licens er blevet lavere, migrationen er kommet under kontrol og friheden er øget.

Dermed ligger tjeklisten klar til regeringens næste runde hjørne.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS