Trods grundig rengøring: Flere er blevet alvorligt syge på dansk hotel

Det tjekkes nu, om ansatte på Hotel Ringkøbing bærer virus, der har givet 66 hotelgæster roskildesyge.

Udgivet Opdateret

En grundig rengøring har tilsyneladende ikke været tilstrækkelig til at sikre gæster på Hotel Ringkjøbing mod roskildesyge.

Sidste weekend kom det frem, at 60 personer var blevet syge med opkast, diarré og feber.

Det fik hotellet til at iværksætte en omfattende rengøring. Alligevel er der kommet yderligere seks smittede til, som var på hotellet tirsdag og onsdag.

– Vi forventede, at den rengøring, der blev foretaget, havde fået bugt med smittekilden. Det viste sig ikke at være tilfældet, siger beredskabschef Nikolas Hove, Fødevarestyrelsen.

De i alt 66 personer menes at være smittet med norovirus, også kendt som roskildesyge.

Vides ikke, hvordan smitten er kommet

Hvordan smitten er kommet ind på hotellet er stadig uvist.

– Vi havde først antaget, at smitten kunne stamme fra noget mad, der var tilberedt og serveret hen over weekenden.

– Men i og med at nye gæster i denne uge også er blevet ramt, så må det være noget andet, siger Nikolas Hove.

Fødevarestyrelsen er nu i dialog med hotellet om, hvad man kan gøre for at standse udbruddet.

Spørgsmål: Er det forsvarligt, at hotellet holder åbent?

– Det er jo hotellets ansvar at sørge for, at deres gæster ikke bliver syge. Jeg ved, at de har lavet en grundig gennemgang og har hentet mad udefra, siger Nikolas Hove.

Spørgsmål: Har hotellet gjort tilstrækkeligt for at inddæmme udbruddet?

– Det er noget af det, vi undersøger. Det ved vi mere om i næste uge. Det primære er nu at sørge for, at der ikke kommer flere syge.

Direktør Anette Jespersgaard siger, at man ikke har hørt om flere smittede siden onsdag.

– Så nu formoder vi, at der er sat en stopper for det, siger hun.

Direktøren oplyser, at alle ansatte frivilligt har ladet sig teste for, om de er raske smittebærere.

– Man kan godt bære smitten uden at være syg, og derfor får vi nu afklaret, om der er nogen i personalet, der går med virussen, siger hun.

Prøvesvar i begyndelsen af næste uge

Svarene på prøverne kommer i begyndelsen af den kommende uge.

Hoteldirektøren ærgrer sig over, at gæster er blevet syge under opholdet.

– I de snart 25 år, jeg har været i branchen, har jeg aldrig oplevet noget lignende.

– Men nu har vi gjort rent efter alle kunstens regler. Man skulle tro, det var en svømmehal, så meget lugter det af klor, siger hun.

Som plaster på såret bliver alle berørte inviteret til en hyggeaften på hotellet 29. januar.

Norovirus viser sig typisk, 24 til 36 timer efter at man har spist fødevarer, der er inficeret med virus, eller rørt ved noget, som bærer virus.

I galleriet ovenfor kan du se de klassiske – og voldsomt ubehagelige – symptomer på roskildesyge.

Powered by Labrador CMS