Truer med DF-exit

Dansk Folkeparti fik søndag ny formand, og Morten Messerschmidt har rigeligt at se til fra dag et

Marie Krarup smækker med døren til Dansk Folkeparti, hvis partistifter Pia Kjærsgaard får formel magt i partiet under Morten Messerschmidt.
Marie Krarup smækker med døren til Dansk Folkeparti, hvis partistifter Pia Kjærsgaard får formel magt i partiet under Morten Messerschmidt.
Udgivet Opdateret

Folketingsmedlem Marie Krarup vil forlade Dansk Folkeparti, hvis partistifter Pia Kjærsgaard får formel magt i partiet.

Det siger Krarup til Ekstra Bladet med adresse til den nyvalgte partiformand, Morten Messerschmidt.

- Hvis Pia Kjærsgaard får en ledende post i for eksempel gruppebestyrelsen, hovedbestyrelsen eller en indpiskerrolle, så er jeg skredet. Det vil jeg gætte på, at andre også kunne være fristet til, siger Krarup til Ekstra Bladet.

Krarup siger desuden, at der nu "er krig" mellem hende og Kjærsgaard. Krarup mener, at Kjærsgaard - og Messerschmidt for den sags skyld - har undergravet nu tidligere partiformand Kristian Thulesen Dahl, som gik af ved søndagens ekstraordinære årsmøde i DF og blev erstattet af Messerschmidt.

- Hvis medlemmerne vidste, hvilke metoder Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt har benyttet til at undergrave Kristian Thulesen Dahl, så tror jeg ikke, at de havde stemt på team Messerschmidt, siger Krarup. Hun beskriver forløbet som "et kongemord" mod Thulesen Dahl.

Luftede farvel under formandsvalg

Allerede under formandsvalget luftede Marie Krarup offentligt, at hun overvejede et farvel til DF, hvis Messerschmidt blev formand. Måske ville hun skifte til et nyt parti under eksminister Inger Støjberg, hvis det tidligere folketingsmedlem oprettede sådan et. Det har Støjberg dog ikke indikeret.

Også efter formandsvalget har Marie Krarup fortsat sine trusler med måske at ville forlade DF.

- Jeg vil meget nødig melde mig ud, for jeg er enig med partiets politik. Men det er klart, at der er nogle arbejdsforhold, der også skal være i orden

- Og jeg kan ikke leve med, at en tidligere formand, altså Pia Kjærsgaard, sidder i den danske verdenspresse og taler grimt om mig og andre, sagde Krarup tirsdag før det første af to gruppemøder i DF den dag.

Må mene hvad hun vil

Kjærsgaard siger til Ekstra Bladet, at Marie Krarup har lov til at mene det, hun vil.

Krarup har tidligere meddelt, at hun ikke genopstiller ved næste valg til Folketinget.

Blå Bog: Morten Messerschmidt

* Navn: Morten Messerschmidt.

* Født: 13. november 1980 i Frederikssund.

* Søn af: Struktør Carsten Christoffersen og byrådsmedlem Inge Messerschmidt (DF).

* Bopæl: København.

* Parti: Dansk Folkeparti.

* Politisk karriere:

2022-: Formand for Dansk Folkeparti

2020-2022: Næstformand for Dansk Folkeparti.

2020-: Kulturordfører.

2019-: EU-ordfører, europarådsordfører, energi- og klimaordfører.

2019: Messerschmidt kom tilbage i dansk politik.

2009-2019: Medlem af Europa-Parlamentet med rekordhøje 465.758 personlige stemmer ved valget i 2014.

2007-2009: Energiordfører og klimaordfører.

2005-2009: EU-ordfører.

2005: Første gang valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti.

* Beskæftigelse:

2010-2012: Underviser i statsforfatningsret på Københavns Universitet.

* Uddannelse:

2007: Uddannet jurist (cand.jur.) fra Københavns Universitet.

1999: Student fra Sankt Annæ Gymnasium.

* Privat:

Kæreste med Dot Wessman, teltholder i sangerindepavillonen Bakkens Hvile.

* Andet:

- Radiovært på 24syv siden december 2021. Han er vært på programmet ”Kammertonen”, der handler om opera.

- Han er forfatter eller medforfatter til bøgerne ”Den kristne arv” fra 2021, ”Farvel til folkestyret – hvordan EU ødelægger frihed, folk og folkestyre – og hvad vi kan gøre ved det” fra 2020, ”Overlad det trygt til Bruxelles – Debat om EU” fra 2015, ”Det er (ikke) sort/hvidt – Samtaler om skepsis, demokrati og visioner for Europa” fra 2014 samt ”Intet over og intet ved side af … EU-Domstolen og dens aktivisme” fra 2013.

- Han er tiltalt for dokumentfalsk og svig med EU-midler for cirka 100.000 kroner. I august blev han kendt skyldig ved Retten i Lyngby, men landsretten har senere vurderet, at dommeren var inhabil, og sagen skal derfor gå om.

Kilde: Folketinget, Ritzau.
Powered by Labrador CMS