Tur uden kørekort kan koste betjent-uddannelse

En kvinde har måske fået spoleret sin drøm

En 29-årig kvinde må måske vinke farvel til drømmen om at blive betjent. Foto: Rådet for Sikker Trafik
Udgivet Opdateret

Overvejer du at blive politibetjent – så skal du ikke gøre, som en 29-årig kvinde, som i påskeferien muligvis spolerede sin drøm om at komme ind i politiet.

For at komme ind på politiuddannelsen skal du have et kørekort, og da kvinden ikke var i besiddelse af sådan et, besluttede hun sig for at øve bilkørsel lidt, så hun hurtigere kunne komme igennem køreskolens lektioner.

Den historie fortæller Østjyllands Politi – og den kan du læse herunder:

Farmand lånte beredvilligt sin bil ud og satte sig ind på passagersædet, mens den 29-årige datter tog rattet og kørte ud på de aarhusianske veje.

På Strandvejen i Aarhus mødte kvinden pludseligt et par mænd, som for længst har taget politiuddannelsen.

De var på færdselspatrulje og dirigerede kvinden ind til siden for at lave et kontroltjek.

Selvom kvinden fortalte, at hun var i gang med at træne for at blive betjent, var der ingen kære mor – hun blev sigtet og kan se frem til en bøde.

Hendes kære far blev også sigtet for at have overladt sin bil til en person uden kørekort.

En knap så god start, hvis man drømmer om at blive betjent.

Samlet vurdering

Søger du ind på politiskolen, så bliver dine tidligere domme og sager nemlig vurderet, og strafbare forhold vægter tungt, når beslutningen om din optagelse skal træffes.

Ud over din straffeattest kigger optagelsesudvalget på politiskolen også på en række andre ting, som for eksempel din fysiske form, dine danskkundskaber og dine personlige træk og kompetencer.

Powered by Labrador CMS