Turister tager livsfarlige bakterier med hjem

Der er stor risiko for at blive smittet med resistente tarm-bakterier på ferien. Foto: Iris/Scanpix
Udgivet Opdateret

En finsk undersøgelse viser, at mange turister risikerer at tage resistente tarm-bakterier med hjem til Norden

Når turister og andre rejsende kommer hjem til Norden, er der stor risiko for, at de har resistente tarm-bakterier med. Især, hvis de har været i Asien og samtidig bliver smittet med “ferie-mave” også kaldet turist-diarré, som er en af de mest udbredte sygdomme blandt rejsende.

Undersøgelsen viser, at ud af 430 rejsende fik 67 % turistdiarre´ og af dem havde 21 % desuden udviklet antibiotika resistente tarmbakterier (ESBL-PE) ved hjemkomsten. Risikoen for at få de resistente bakterier er størst når man er ældre og samtidig rejser til lande med dårlig hygiejne. I Asien og mange andre lande er det desuden almindeligt at behandle turistdiarre’ med antibiotika, og det øger yderligere risikoen for at få resistente bakterier med hjem.

-De senere år er der kommet stigende fokus på problemet med resistente bakterier, og i takt med at mange andre lande har et højt ureguleret forbrug af antibiotika, bliver flere og flere bakterier resistente, og skrækscenariet er, at vi i fremtiden ikke kan behandle for eksempel underlivsbetændelse eller lungebetændelser, der så pludselig bliver dødelige sygdomme, siger professor og overlæge Eskild Petersen fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Skejby Sygehus.

Man kan gøre meget ved at følge de almene rejseråd og eventuelt få en vaccine, inden man rejser.

WHO advarer mod resistente bakterier

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er antibiotikaresistens blevet en af verdens alvorligste trusler mod menneskers sundhed:

-Multiresistente bakterier er en stor trussel mod hele verdens folkesundhed, så det er vigtigt at tage advarslen alvorligt. Verden er blevet mindre og vi rejser oftere samtidig med at vi søger til fjernere og mere eksotiske destinationer. Derfor bør man som rejsende altid sikre, at man har fået de nødvendige vacciner hjemmefra – ikke kun for ens egen skyld, men faktisk også for andres skyld, så vi ikke risikere at få en spredning af antibiotika resistente bakterier i Danmark, siger professor og overlæge Eskild Petersen.

Sådan forebygger du turistdiarré:

• Kontakt din læge eller en vaccinationsklinik før du rejser
• Drik kun vand fra flaske hvor låget er forseglet
• Maden bør være kogt eller gennemstegt
• Spis kun grøntsager og frugt hvor skrællen er på, og hvor du selv kan skrælle dem
• Spise ikke mad som har stået fremme længe, for eksempel fra en buffet
• Undgå isterninger og is
• Vask hænder ofte og brug håndsprit

Powered by Labrador CMS