Tusindvis af danskere får sur besked fra politiet: Spær kreditkortet og skift dine kodeord

Den direkte kontakt til de, der er blevet ramt, potentielt uden at vide det, er en ny strategi fra politiets side.

Politiet har kontaktet tusindvis af danskere, der har fået misbrugt deres oplysninger. Klik videre i galleriet og se et eksempel på en af de mails, der har snydt folk. Foto: Scanpix.
Politiet har kontaktet tusindvis af danskere, der har fået misbrugt deres oplysninger. Klik videre i galleriet og se et eksempel på en af de mails, der har snydt folk. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

I de seneste måneder har Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) skrevet til en lang række danskere, der har været ofre for svindel-maills. Politiet beskrev selv indsatsen tilbage i december, og nu kan DR fortælle, at godt 10000 danskere har fået en nedslående besked fra politiet: De skal spærre deres hævekort og skifte deres kodeord.

Ifølge DR har den mail, man får fra politiet, blandt andet denne ordlyd:

“Du modtager denne henvendelse fra Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center, NC3, da vi i forbindelse med en igangværende efterforskning kan se, at du har indtastet din e-mail og password på en falsk Apple-id hjemmeside, som du tidligere har fået tilsendt i et link i en e-mail”

Strategien med at tage direkte til kontakt, den er ny, fortæller Sonny Olesen, politikommissær ved NC3 til DR Nyheder.

– Folk får en mulighed for at spærre deres kreditkort og skifte password, så der ikke sker yderligere forbrydelser mod dem. Det er en god måde at gøre det på, når vi har svært ved at fange bagmændene, der ofte ikke er i Danmark, siger han til DR.

Ligner en kvittering

En af de svindelmails, der er blevet efterforsket af politiet, ligner en kvittering fra Apple. Hensigten med mailen er, at modtageren skal trykke på et link og indtaste kort- og kontooplysninger, hvis de ønsker at annulere købet.

Gør man det, får svindlerne fat i kreditkortoplysningerne, og de kan dermed misbruge dem. Du kan i galleriet se et eksempel på den mail, der er blevet sendt ud til folk.

Som årene er gået, er svindlerne blevet bedre og bedre. Folk risikerer derfor at gå i fælden som aldrig før.

– Før var svindelmailene lettere at spotte, fordi der f.eks. var mange stavefejl . Men det er der blevet meget mindre af nu, og svindlerne er blevet mere professionelle, siger Sonny Olesen til DR Nyheder.

Powered by Labrador CMS