Tvang kvinde til købesex og truede kunder

En 36-årig mand fra Bording har ifølge politiet stået bag en omfattende forretning baseret på tvangsprostitution og afpresning af sexkunder.

En 36-årig mand står ifølge politiet bag grov udnyttelse af en kvinde og omkring 100 mænd, som betalte for sex med kvinden. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En 36-årig mand fra Bording står ifølge politiet bag en grov udnyttelse af både en 49-årig kvinde og en række mænd, som har betalt for at have sex med kvinden. Kvinden, der er fra Silkeborg, har fortalt til Midt- og Vestjyllands Politi, at den 36-årige mand har tvunget hende til at prostituere sig og have sex med over 100 mænd. Det skriver Midtjyllands Avis.

Politiet har anholdt den 36-årige efter anmeldelser fra nogle af kunderne i hans sexforretning. Tre mænd har fortalt til politiet, at manden har forsøgt at afpresse dem, efter de havde købt sex med den 49-årige kvinde. Den 36-årige er – udover trusler og afpresning af den 49-årige kvinde – sigtet for at have truet med at afsløre mændenes sexkøb over for deres familier, hvis ikke de betalte et bestemt beløb.

Politiet opfordrer samtidig andre mænd, der har oplevet en tilsvarende afpresning, til at kontakte politiet.

– Det er mit indtryk, at mange af kunderne kan komme langvejs fra, da man helst ikke vil genkendes i sin egen by, fortæller politikommissær Bent Riber Nielsen fra politiet i Silkeborg til Midtjyllands Avis.

Den 36-årige er nu varetægtsfængslet frem til den 7. marts. Politiet mener dog ikke, at han har været alene om sin afpresningsforretning, og man er derfor på jagt efter to andre mænd i sagen.

Powered by Labrador CMS