Tysk anklager: Maddie McCann kan være i live

Sagen om Madeleine McCann har endnu en gang taget en drejning.

Udgivet Opdateret

Det er kun få uger siden, den tyske anklager Christian Wolters genoptog den verdenskendte sag om den britiske Madeleine McCann, der i 2007 forsvandt fra en ferielejlighed i Portugal.

Han pegede på en mistænkt for mordet på den britiske pige, samt forklarede, at der var bevis for at Madeleine McCann er død.

Nu har piben dog fået en anden lyd, skriver Daily Mail. Det kan du læse mere om senere.

Anholdt tysk mand

Den 4. juni kom det frem, at tysk politi havde anholdt en 43-årig tysk mand.

Han var mistænkt for at have stået bag kidnapningen og mordet på Madeleine McCann, der siden 2007 har været efterlyst.

Den tyske anklager Christian Wolters forklarede i den forbindelse, at det tyske politis tese i sagen var, at Madeleine McCann var blevet slået ihjel.

Han kunne endda præsentere beviser for netop det. Det forklarede han i et interview med Sky News.

– Alle indikationer, som vi har fået, og som jeg kan fortælle dig om, peger på, at Madeleine er død.

– Vi har ting, som vi ikke kan oplyse om, som bakker op om teorien om, at Madeleine er død, selv om jeg må indrømme, at vi ikke har fundet liget, siger Hans Christian Wolter til Sky News.

Der er flere ting, der gør, at den 43-årige mand er interessant for politiet. Heriblandt at han ejede to køretøjer, der er blevet set ved ferielejligheden den dag, Madeleine McCann forsvandt.

Ingen retsmedicinske beviser

Men nu er der altså andre boller på suppen hos den tyske anklager.

For Christian Wolters har overfor britiske medier understreget, at der er chance for, at Madeleine McCann stadig kan være i live.

Anklageren har nemlig forklaret, at selv om tysk politi er i besiddelse af en lang række beviser, der kan koble den 43-årige tysker til sagen om Madeleine McCann, så står politiet ikke med retsmedicinske beviser på, at Madeleine McCann faktisk er død.

– Fordi der ikke er nogle retsmedicinske beviser, kan der godt være et lille håb. Vi vil ikke slukke det håb, og fordi vi ikke har retsmedicinske beviser, så kan det sagtens være muligt, udtaler anklager Christian Wolters.

Han påpeger også, at særligt britiske medier har interesseret sig meget for, at tysk politi har ment, at Madeleine McCann var død. For i Tyskland er det normal procedure at kalde noget for en drabssag, hvis det er politiets tese, om et lig er fundet eller ej.

Anklageren er også blevet konfronteret med sine udsagn om, at Madeleine McCann har lidt en hurtig død. Det forklarer han ved, at det var hans egen opfattelse og tanker om drabet.

Gennembrud i flere sager

Oplysningen om en mistænkt i McCann-sagen har sidenhen også haft indflydelse på en række andre sager blandt andet flere sager om kidnapning af børn.

Belgisk politi har udtalt, at de er i gang med at se en drabssag fra 1996 igennem, da der kunne være en tilknytning til den 43-årige tysker, der er mistænkt for at have stået bag Madeleine McCanns forsvinden.

Helt nyt er det, at et angreb på en 10-årig britisk pige i Praia de Luz blot to år før McCann forsvandt, undersøges nærmere.

Portugisisk politi er blevet bedt om at udlevere alt de har om sagen. Det bekræfter anklager Christian Wolters.

Sagen kan have tilknytning til den 43-årige tysker. Det er i hvert fald det, der skal undersøges nærmere.

I sagen skulle en person have sneget sig ind til den 10-årige pige, der var i en ferielejlighed alene uden sine forældre.

Derudover findes der 18 lignende sager fra Algarve, som kan have en tilknytning til hinanden. Flere af dem er der dog ikke sket andet end et indbrud, da forældrene er vendt tilbage til ferielejligheden.

Powered by Labrador CMS