Uden Johanne: Enhedslisten arbejder på plan B

Foto: Simon Skipper/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Med rettidig omhu er Enhedslisten allerede i gang med at se på en plan B, der kan træde i kraft, hvis politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) ikke kan stille op for partiet ved det kommende valg.

En sådan plan B vil med al sandsynlighed sætte retsordfører Pernille Skipper (Ø) i rollen som politisk ordfører, flankeret af andre af partiets markante profiler, som blandt andre gruppeformand Stine Brix (Ø).

En model, der kunne ligne Dansk Folkeparti i 00erne, hvor Pia Kjærsgaard (DF) var stærkt flankeret af Peter Skaarup (DF) og Kristian Thulesen Dahl (DF).

Intet er dog endeligt besluttet endnu, men ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger er der lige nu ikke andre kandidater til posten som politisk ordfører – og dermed partiets frontfigur – end Pernille Skipper. Hun var også absolut topscorer ved partiets seneste urafstemninger.

En mere udførlig plan B vil dog først blive diskuteret og formelt besluttet på partiets landsmøde til juni, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) endnu ikke har udskrevet valg på det tidspunkt.

Men formentlig har Enhedslistens plan B været undervejs i længere tid, siger politisk redaktør på Radio24syv Jesper Termansen.

For uanset om Johanne Schmidt-Nielsen får den næste periode med eller ej, så ryger hun på rotationsprincippet inden for en overskuelig fremtid. Så en udskiftning vil være på tale, om det så bliver lige nu eller lidt senere.

»Pernille Skipper har taget flere og flere sager, mens Johanne har trukket sig mere og mere fra de daglige sager gennem de seneste par år. Hun har fået mere og mere partilederstatus og har ladet Pernille Skipper og de andre ordførere tage sagerne,« siger han.

Og selvom Enhedslisten gerne vil være et kollektiv, så er det noget rod, hvis der ikke er en klar leder, vurderer Jesper Termansen.

»At man har en leder, som så for eksempel kan blive Pernille Skipper, er vigtigt i forhandlinger på Christiansborg, så andre partier og regeringen ved, hvem man forhandler med, og hvem der er appelinstans, hvis det ikke går med ordførerne,« siger han.

Og han er ikke i tvivl om, at Pernille Skipper er et godt bud på en afløser til Johanne Schmidt-Nielsen.

»Skipper har gjort en glimrende figur, har et godt potentiale, og kan på mange måder sagtens løfte arven fra Johanne Schmidt-Nielsen. Der er en tilbøjelighed til, at man i partierne glemmer, at de store har været små engang. Helt tilbage til da Schlüter blev formand for de Konservative, hvor det blev udråbt som håbløst. Og da Anders Fogh tog over fra Ellemann, var der også tvivl om, hvorvidt han kunne udfylde rollen efter den karismatiske formand,« lyder det fra Jesper Termansen, der ikke mener, man skal tro, at det hele står og falder med én person.

»Jeg synes, Pernille Skipper har gjort det ganske glimrende. Og sammen med Stine Brix repræsenterer hun den her unge generation af kvinder, der supplerer hinanden ganske godt,« siger Jesper Termansen.

Pernille Skipper indtrådte, som den første fra Enhedslisten nogensinde, i Folketingets magtfulde Kontroludvalg i efteråret 2014.

 

Powered by Labrador CMS