Udryd pengeslugere i budgettet

Lug ud i de automatiske betalinger og de unødvendige pengeslugere i privatøkonomien. Brug gerne chancen til at give ungerne en indføring i, hvad et budget er

Når du lægger budget, kan du tage børnene med på sidelinjen og lære dem om de basale mekanismer. (Arkivfoto).
Når du lægger budget, kan du tage børnene med på sidelinjen og lære dem om de basale mekanismer. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

For tiden er det dyrt at leve i Danmark. For med tårnhøje priser på el, benzin og i butikkerne kan du købe lidt mindre for dine sparekroner, og i mange tilfælde er lønnen ikke fulgt med op.

Det viser beregninger, som Danske Bank har lavet for B.T.

Derfor er det oplagt at bruge nogle af de fridage, der er strøet ud over maj, på at sætte dig ned med budgettet og få det på rette kurs. Ellers risikerer du at løbe tør for kroner på kistebunden, før året er gået.

Trim budgettet

- Brug helligdagene på at trimme budgettet. Jo mere tid vi har, jo mere overskud er der til at få tjekket op på eksempelvis forsikringer og abonnementer, siger Jesper Hansen, som er direktør hos rådgivningsvirksomheden BoFinans.

Han råder til, at du slavisk går alle dine automatiske betalinger igennem én for én. Her kan der gemme sig masser af guf, som du har glemt alt om.

- Nogle gange får man tilmeldt sig en streamingtjeneste, og tre år senere opdager man, at man stadig betaler til den. Det kan også være, du på et tidspunkt har været boligsøgende og har tilmeldt dig en boligportal, du stadig betaler til.

Sæt lidt til side

- Mange af de tjenester er abonnementsbaserede. Det er små beløb hver især, men summa summarum kan de betale nogle af de energistigninger, der ruller ind over landet, forklarer Jesper Hansen.

Det er også en god idé at sætte lidt ekstra til side til prisstigningerne på energi resten af året, foreslår Ida Marie Moesby, som er forbrugerøkonom hos Nordea.

Og der kan også være god grund til at sætte ekstra af i budgettet til ferien.

Dyrere i benzin

- Planlægger man en ferie, hvor man skal bruge bilen meget, så læg ekstra til side, for det kan blive dyrere med de høje benzinpriser, siger Ida Marie Moesby og tilføjer:

- Det gælder også, hvis I planlægger at flyve, for det kræver også brændstof, som er steget meget i pris.

Mens du sidder og lægger budget, kan du også gribe chancen til at lære lidt fra dig over for ungerne. Så får de nemlig også en idé om, hvordan man bygger sådan et op, får sorte tal på bundlinjen og måske plads til en opsparing.

Handler om prioritering

Har du en teenager, der skal konfirmeres, er der også en helt oplagt mulighed for at tale opsparing.

- Det er en god anledning til at tale om økonomi, budget og forbrug. Der er rigtig mange fristelser derude. Økonomi handler i bund og grund om prioritering. Hvad vil du bruge dine penge på? Og det er en god snak at have.

- Tal med dem om, om de skal sætte lidt til side. Du kan også lære dit barn om investering, siger Ida Marie Moesby.

Powered by Labrador CMS