Udsat for racisme

Marcus Rashford, Jadon Sancho og Bukayo Saka angribes på sociale medier efter engelsk nederlag i EM-finale

Marcus Rashford (til højre) og Jadon Sancho (i midten) er sammen med Englands Bukayo Saka blevet udsat for racisme på de sociale medier, efter at de alle tre brændte deres straffespark i EM-finalen mod Italien.
Marcus Rashford (til højre) og Jadon Sancho (i midten) er sammen med Englands Bukayo Saka blevet udsat for racisme på de sociale medier, efter at de alle tre brændte deres straffespark i EM-finalen mod Italien.
Udgivet Opdateret

Det Engelske Fodboldforbund (FA) fordømmer, at flere på de sociale medier har udtrykt sig racistisk om en gruppe af Englands spillere efter holdets nederlag til Italien i EM-finalen.

Det siger forbundet i en udtalelse natten til mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- FA fordømmer på det kraftigste alle former for diskrimination og er forfærdede over den onlineracisme, der er blevet sendt i retning af nogle af vores engelske spillere på sociale medier, lyder det i udtalelsen.

Straffesparkskonkurrencen i finalen på Wembley endte 3-2 i Italiens favør, efter at den ordinære spilletid var endt 1-1.

Brændte straffespark

De engelske spillere Marcus Rashford, Jadon Sancho og Bukayo Saka misbrugte alle deres forsøg.

Siden er specifikt de tre spillere blevet mål for racistiske kommentarer.

- Vi kan ikke sige det mere tydeligt. Alle, der står bag sådan en afskyelig adfærd, er ikke velkomne til at følge holdet. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at støtte de berørte spillere.

- Samtidig opfordrer vi til, at alle de ansvarlige får de hårdest mulige straffe, siger FA.

Fordømmer opførsel

Også det engelske landshold fordømmer opførslen i en udtalelse på holdets Twitter-profil.

- Vi finder det afskyeligt, at en del af vores hold, der har givet alt for landsholdstrøjen denne sommer, er blevet udsat for diskriminerende overgreb på nettet efter aftenens kamp, lyder det i opslaget.

Londons Metropolitan Police oplyser på Twitter, at det har tænkt sig at gå ind i sagen.

- Vi er opmærksomme på, at et antal stødende og racistiske kommentarer bliver sendt i retning af flere fodboldspillere på sociale medier efter EM-finalen.

- Denne form for overgreb er totalt uacceptabel, det vil ikke blive tolereret, og det vil blive efterforsket, skriver politiet.

Disse landshold har vundet EM

* 1960: Sovjetunionen.

* 1964: Spanien.

* 1968: Italien.

* 1972: Vesttyskland.

* 1976: Tjekkoslovakiet.

* 1980: Vesttyskland.

* 1984: Frankrig.

* 1988: Holland.

* 1992: Danmark.

* 1996: Tyskland.

* 2000: Frankrig.

* 2004: Grækenland.

* 2008: Spanien.

* 2012: Spanien.

* 2016: Portugal.

* 2021: Italien.

Kilde: Kilde: Det Europæiske Fodboldforbund
Powered by Labrador CMS