Udsøgte armbåndsure under hammeren

Udgivet Opdateret

52 udsøgte armbåndsure kommer under hammeren hos Bruun Rasmussen i Bredgade torsdag 26. februar. Blandt højdepunkterne er et klassisk Rolex Daytona ”Big Red” fra 1970’erne, et sjældent Vacheron Constantin fra 1940’erne og to elegante Patek Philippe Calatrava.

Et af de virkelig efterspurgte herrearmbåndsure på årets første auktion i Bredgade er uden tvivl det legendariske Rolex Daytona ”Big Red” fra slutningen af 1970’erne.

Uret er som bekendt udstyret med manuelt kronografværk, Valjoux kaliber 727, hvilket senest er serviceret af et autoriseret Rolex-service center i 2009. Et absolut must for enhver, der elsker vintageure – ikke mindst Rolex-aficionados.

På den internationale auktion udbyder vi også et sjældent Vacheron Constantin ”triple calendar” fra 1940’erne. Dette smukke ur har en fascinerende skive og et manuelt urværk, der viser dag og måned lige under klokken 12.

Datoen vises i den ydre del af skiven via den pileformede centralviser.

Tilhængere af klassisk urdesign bør henlede opmærksomheden på de to udbudte eksemplarer af det estimerede Patek Philippe Calatrava med automatisk urværk og dato.

Disse automatiske Calatravas er en smule mere sjældne end de manuelle versioner og vil helt sikkert opnå stor opmærksomhed hos passionerede samlere og connaisseurer.

Der er eftersyn hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner på Sundkrogsgade 30 i Nordhavn fra den 19.-23. februar. Auktionen løber af stablen den 26. februar klokken 16.

Powered by Labrador CMS