Uhyggeligt: Klovn jagtede grædende teenagepiger med en kniv

15-årige Freya Thousgaard blev sammen med sine veninder jagtet af klovnen. De gemte sig i en tunnel for tossen, der løb og fægtede med en kniv. Privatfoto
15-årige Freya Thousgaard blev sammen med sine veninder jagtet af klovnen. De gemte sig i en tunnel for tossen, der løb og fægtede med en kniv. Privatfoto
Udgivet Opdateret

Klovnerier fylder i Danmark. Også i Nykøbing på Mors.

Dermed er der tale om endnu en i rækken af de mildt sagt meget lidt opfindsomme typer, der har taget inspiration fra det store udland og ganske godtroende kopierer det andre gør – i håbet om, at det også i Danmark er morsomt. Én af dem, der i hvert fald ikke synes, de danske klovnerier er specielt morsomme, er 15-årige Freya Thousgaard.

– Jeg tror aldrig, jeg har løbet så stærkt, siger hun til Newsbreak.dk om mødet med blandt andet den uhyggelige og usjove fætter på billedet. Det skrækindjagende møde skete ved Rådhustorvet i Nykøbing, hvor Freya og veninder var på vej i Løvbjerg for at købe slik.

Gemte sig og græd

– Pludselig stopper mine veninder op, jeg kigger så op og ser en klovn stå ved en butik på gågaden. Pludselig begynder han at løbe efter os med en lommekniv i hånden, fortæller Freya, der sammen med veninderne måtte gemme sig i en nærliggende tunnel for at slippe fra den ubehagelige udklædte, der efterligner den seneste dille.

Pigerne blev alvorligt bange ved mødet med den uhyggelige klovn.

– Vi begyndte at græde, fordi vi var så bange. Vi har det ikke ret godt med det, og det var ubehageligt.

Det er ikke fair

Over for Newsbreak.dk bekræfter Jørgen Jensen fra Lokalpolitiet i Thisted, at der er indløbet anmeldelser om to klovne, hvor i hvert fald den enes signalement passer med billedet, vi har fået, der generede folk på gågaden søndag aften mellem klokken 21.

– Senere – klokken 23.27 – er der endnu en, der ser en klovn komme gående ad Østergade. Han så ud som om, han var på vej hjem, siger Jørgen Jensen, der synes, de mange mennesker, der får et kick ud af at forskrække piger som Freya, bør holde op.

Han mener, at det er enormt ubetænksomt at skræmme andre på den måde, og det kan medføre alvorlige konsekvenser.

– Det er nogle tumper, der måske ikke helt tænker over, hvad der kan ske. “Klovnene” risikerer jo at forskrække nogen, der går til modangreb på dem, og så har vi måske balladen, siger Jørgen Jensen til Newsbreak.dk. Freya og veninderne valgte at løbe og gemme sig.

– Jeg synes ikke, det er fair at opføre sig sådan, siger hun.

Hører gerne fra vidner

Midt- og Vestjyllands Politi hører hjertens gerne fra vidner eller andre, der har kendskab til denne nye ulidelige trend med at agere uhyggelig klovn, der i weekenden er registreret hele 18 tilfælde af.

– Vi vil hellere end gerne høre fra nogen, der ved noget, så vi kan få talt et alvorsord med de her mennesker, siger Jørgen Jensen, der opfordrer borgere til at ringe 114.

Det kan godt gå hen at blive dyrt, hvis først politiet får fat i klovnene – især dem med “våben”. Det viser en kontant udmelding fra Sydsjælland, hvor politiet – også – er hamrende trætte af klovnene.

Søndag modtog politiet én af flere anmeldelser om klovne i Næstved. Disse på Bogensevej og med sig havde de baseballbat. Netop det kunne – såfremt politiet havde fanget “klovnene” – have resulteret i en skærpet bøde.

– Det er ikke drengestreger at løbe rundt og skræmme folk på gader og stræder. Hvis vi havde fået fat i dem, så havde deres adfærd som minimum kostet en bøde på 3000 kroner for overtrædelse af våbenloven. De går jo nok ikke til baseball, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Arrangerer klovnefest

Skal en uhyggelig klovn med til fest, er det som regel fordi, han eller hun er inviteret til at glæde fødselsdagsbarnet, men Newsbreak.dk er blevet bekendt med, at der for nuværende florerer en åben invitation til at samles i den københavnske Fælledparken, hvis man har tendenser til at synes denne slags dumheder er morsomme.

“Festen” skal finde sted onsdag aften, og der er angiveligt tale om en fælles begivenhed, så folk fra hele landet opfordres til ligeledes at skræmme børn og voksne i resten af landet.

Newsbreak.dk har forsøgt at få kontakt til personen, der har taget initiativ til denne begivenhed, men det er endnu ikke lykkedes.

Det er uvist, hvor stor en begivenhed, der rent faktisk er tale om – og om nogen har tænkt sig at møde op. Men klovnen fra Nykøbing dukker næppe op – der er trods alt langt til København.

Her under kan du se alle weekendens anmeldte klovne-episoder i en oversigt, som Ritzau har lavet:

Nordsjælland:

* Lyngby: Drenge i klovnekostume forsøgte at stoppe trafikken.

* Frederiksværk: Klovn sad på trappe i skov og viftede med en genstand.

* Helsinge: Klovn kom op ad skrænt mod bil med mor og børn.

Københavns Vestegn:

* Hvidovre: Klovn med bat truede bilister. Senere optrådte en anden klovn truende i Hvidovre. Politiet har anholdt to 15-årige drenge i sagerne.

Midt- og Vestsjælland:

Solrød: Person i klovnetøj løb rundt og forskrækkede folk.

Holbæk: Mand med klovnemaske hoppede ud foran 20-årig på sti. Den forskrækkede 20-årige slog klovnen ned og stak af.

Holbæk: 22-årig mand anmeldte, at han var blevet jagtet af klovn med økse.

Svinninge: Uhyggelig klovn set gående omkring midnat.

Sydsjælland og Lolland Falster:

* Næstved: To personer i klovnekostume truede forbipasserende. Den ene bar baseballbat.

* Næstved: Person anmeldte, at han blev jagtet af fire klovne, hvoraf to bar knive og to økser.

* Præstø: Råbende klovn jagtede kvindelig hundelufter.

* Mern: To unge klovne kastede med knaldfyrværkeri.

Midt- og Vestjylland:

* Gullestrup: En gruppe unge udklædt som klovne skræmte beboere.

* Nykøbing Mors: To klovne truede tilfældige med genstand – muligvis lommekniv.

Sydøstjylland:

* Kolding og omegn: Tre klovne skræmte borgere.

Syd- og Sønderjylland:

Skræmmende klovne hærger også Danmark

En uhyggelig, amerikansk tendens er dukket op i Danmark.

Den betyder, at personer tager masker eller klovnekostumer på for at forskrække og skræmme intetanende mennesker. Senest er det sket fire gange på Sydsjælland siden søndag aften.

Bliv klogere på de uhyggelige klovne her:

* Fænomenet med skræmmende klovne er opstået i USA og har taget fart siden august.

* “Creepy clown” (uhyggelig klovn) eller “killer clown” (dræberklovn) er navnet på en trend, hvor personer klæder sig ud som klovne og skræmmer, truer eller jager tilfældige personer.

* Nogle gange er klovnene kun iført en maske. Andre gange har de et helt kostume på.

* I flere tilfælde har klovnene våben på sig såsom knive eller et baseballbat.

* Fænomenet har hurtigt spredt sig internationalt, og der er i Europa rapporter om de skræmmende klovne i Danmark, Norge, Sverige Storbritannien, Irland og Holland.

* I Danmark har Rigspolitiet lavet en rundspørge i weekenden for at få en idé om omfanget. Her blev der meldt om cirka ti tilfælde, men tallet er allerede steget med yderligere episoder.

* Politiet har blandt andet fået anmeldelser fra skræmte borgere i Hvidovre, Roskilde, Solrød, Svinninge, Holbæk og Høje Taastrup, Lyngby, Helsinge, Frederiksværk og Fredericia

* Fænomenet har også taget fart i Sverige. Alene lørdag fik politiet i Sydsverige 80 anmeldelser om klovne, der havde skræmt folk. Nogle af episoderne handlede om klovne bevæbnet med kniv.

* Sønderborg: Uhyggelig klovn set i vejside med sværdlignende genstand.

* Et andet sted i politikredsen: Politiet rykkede ikke ud og har ikke yderligere oplysninger.

Powered by Labrador CMS