Undersøgelse: Det lyver vi mest om for vores kæreste

Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Udgivet Opdateret

Har du en pose Matador Mix, som du går og smugspiser lidt af uden at sige det til din kæreste? Ja, så er du nok ikke den eneste, der forsøger at dække over dine spisevaner for din nærmeste.

En ny meningsmåling, som Yougov har lavet for Søndagsavisen, viser, at mere end 61 procent af danskerne har løjet for deres partner, og at det mest er spisevanerne, der bliver løjet om. 13 procent af de adspurgte siger, at de har stukket partneren en løgn om, hvad de har kommet i munden.

På andenpladsen over områder, hvor vi stikker vores nærmeste en plade, kommer priser. Altså det, man har betalt for et par sko eller en skjorte på en shoppingtur. Det har 12 procent løjet om.

Længere ned på listen finde man spørgsmål om, hvorvidt man har flirtet med andre, og om sex med partneren er godt. Og så kan mange også godt finde på at sige usandheden om, hvor meget porno de har set.

Psykolog Anne Kirsten Hansen, der ejer og er direktør for Psykologerne ved Kongens Nytorv, siger, at løgnen ofte bruges som en forsvarsmekanisme.

»Men der er stor forskel på, hvor »gode« folk er til at lyve. Sensitive personer, der har haft en tæt følelsesmæssig kontakt i barndommen, har ofte sværere ved at lyve – man kan næsten se det på dem, hvis de gør det. Dem, der kan se troværdige ud, mens de lyver, har måske ikke fået ordentlig omsorg og nærhed i barndommen,« siger Anne Kirsten Hansen til Søndagsavisen.

Powered by Labrador CMS