Undgå kurre på tråden: Mangler du din vielsesring er den måske her
Nordsjællands Politi efterlyser ejerne til hele fem vielsesringe fundet i forbindelse med indbrudstyv
Hvis der er noget, der kan give en kurre på tråden i hjemmet, er det nok, hvis den ene halvdel af ægteskabet pludselig går uden sin vielsesring. Det behøver dog ikke være et bevidst valg at fjerne den.
Da den slags ringe ofte er lavet af kostbart materiale, er det et yndet mål for indbrudstyve. Noget tyder da også på, at en sådan har været særlig effektiv – eller godt gift flere gange – for Nordsjællands Politi er kommet i besiddelse af hele fem vielsesringe. Politiet forsøger nu at finde frem til ejerne af disse.
Ringene blev fundet i forbindelse med fængslingen af to formodede indbrudstyve, oplyser politiet på sin Facebook-profil.
– Nogle genstande kan man nemlig bare ikke gå ud og erstatte efter et indbrud, selv hvis man får penge fra sin forsikring, skriver politikredsen, der håber, at ejerne kan findes ved offentlig efterlysning.
Hvis du eller en pårørende savner en af ringene, hører Nordsjællands Politi meget gerne fra dig via mail på hrc001@politi.dk.
– Du skal naturligvis kunne redegøre for, at det er netop din ring, men den bevisførelse tager vi til den tid, skriver politiet.
Ringene kan du se i galleriet her over artiklen.