Undgå spild: Bed om forlængelse på gavekortet

Gavekort kan være en let gave at give, men anderledes svær at få brugt, og for mange udløber herligheden, inden de får kortet indløst.

Udgivet Opdateret

Gavekort kan være en fin gave, som bidrager til et større ønske, eller giver en spændende oplevelse. Desværre kan de også ende deres dage, ubrugte og spildte i en køkkenskuffe. Heldigvis er der nogle ting du kan prøve for at undgå at dit gavekort udløber.

Ifølge en undersøgelse, som Konkurrence og Forbrugerstyrelsen udsendte sidste år, har hver femte dansker inden for de seneste to år kasseret mindst et gavekort, fordi det var udløbet.

Undgå at dit gavekort udløber

Et typisk gavekort har en løbetid på tre år, med mindre andet står angivet, men du kan faktisk undgå at dit gavekort udløber. Der er nemlig muligt at bede om forlængelse, hvis fristen på gavekortet nærmer sig eller er overskredet.

– Det er muligt at få forlænget sit gavekort, men butikken må også godt sige nej. Det er ikke noget, de er forpligtiget til, men de kan godt gøre det af egen fri vilje, forklarer Susanne Aamann, der er souschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

– Du kan ikke få mindre end nej ud af at spørge, tilføjer hun.

Nogle steder tilbyder forlængelse af gavekort

Firmaet Smartbox, der udbyder en lang række oplevelsesgavekort, tilbyder forlængelse af deres såkaldte “temaer”, hvor man kan forlænge et gavekort, forudsat ydelsen stadig udbydes, og ellers kan man bytte til et andet tema til samme værdi.

I Danmark er der aftalefrihed, så udbyderen af et gavekort kan selv vælge, hvor længe kortet skal være gyldigt. De tre år gælder, hvis intet andet står anført, men det er ikke utænkeligt at finde gavekort med kortere tidsfrist.

– Et gavekort, som er et særligt tilbud, hvor man måske kan få en menu, adgang til en park for hele familien eller et “halv pris”-tilbud, de kan godt have restriktioner, hvor man eksempelvis ikke kan indløse det på restauranten fredag og lørdag aften, forklarer Susanne Aamann.

Hun understreger dog, at er der tale om et gavekort på et beløb og ikke på en ydelse, så vil man sjældent møde den slags restriktioner.

Læs det med småt

Hos Forbrugerrådet Tænk anbefaler de, at man læser det med småt, når man køber et gavekort eller får det foræret.

Særlige regler for elektroniske gavekort

Der er helt særlige regler, når det gælder elektroniske gavekort. Her behøver du nemlig ikke bruge krudt på at undgå at dit gavekort udløber.

Har du et elektronisk kan du få pengene på kortet udbetalt op til et år efter, at gavekortet er udløbet.

Reglen gælder, selvom virksomheden for eksempel har skrevet bag på det plastikkort, der bliver udleveret til kunden, at beløbet ikke kan udbetales i kontanter.

Derudover gælder reglen også, selvom virksomheden har skrevet som et vilkår i den aftale, der er indgået med kunden, at penene på kortet ikke kan omveksles til kontanter.

En virksomhed må kun kræve et gebyr for at udbetale restbeløbet på det elektroniske gavekort, hvis forbrugeren vil have pengene udbetalt, inden gavekortet er udløbet, eller hvis der er gået mere end et år siden, at gavekortet er udløbet.

Ønsker kunden at få pengene udbetalt 0-12 måneder efter, gavekortet er udløbet, må virksomheden ikke kræve gebyr.

Elektroniske gavekort er for eksempel:

  • Gavekort modtaget elektronisk via mail eller sms
  • Plastikkort med magnetstribe
  • Elektroniske klippekort
  • Bonuspoint optjent i kundeklubber

Kilde: Forbrugerombudsmanden

– Læs efter, om gavekortet oplyser et beløb hos udbyderen eller en bestemt vare eller ydelse. Kig også, om datoen er korrekt, og om der står en udløbsdato eller begrænsninger på brugen af gavekortet, lyder rådet.

Hvis du er blevet lovet en længere gyldighed end de tre år, loven foreskriver, så skal du sørge for, at det fremgår af gavekortet. Det er nemlig op til dig selv at bevise det, hvis der senere opstår uenighed herom.

Powered by Labrador CMS