Ung autist med legetøjspistol dræbt af politiet

20-årig mand, der blev dræbt af svensk politi torsdag morgen, havde Downs syndrom og et niveau som en treårig.

– Den person, der blev skudt, havde Downs syndrom og var autistisk, siger Martin Tidén, der er anklager ved den særlige anklagemyndighed, til programmet Ekot i Sveriges Radio. Arkivfoto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

En mand, som tidligt torsdag morgen blev dræbt af politiets skud i Stockholm, var en 20-årig mand med et intellektuelt niveau som en treårig.

Det fortæller hans familie til aviserne Aftonbladet og Expressen.

Den 20-årige bar en pistollignende genstand, har politiet oplyst. De to aviser skriver, at der var tale om en legetøjspistol.

Betjente, der blev kaldt til Vasastan i den centrale del af Stockholm, oplevede en så truende situation, at de valgte at åbne ild.

Det skete omkring klokken fire torsdag morgen. Knap to timer senere blev den 20-årige erklæret død på hospitalet.

– Den person, der blev skudt, havde Downs syndrom og var autistisk, siger Martin Tidén, der er anklager ved den særlige anklagemyndighed, til programmet Ekot i Sveriges Radio.

Tidén leder forundersøgelsen om tjenestefejl, der skal udrede, om de involverede politifolk handlede korrekt.

Ingen betjente mistænkt

Ingen af betjentene er på nuværende tidspunkt mistænkt for nogen forbrydelse, rapporterer SVT Nyheter.

Ifølge Aftonbladet blev politiet tilkaldt til Vasastan i de tidlige morgentimer, fordi en person havde hevet et formodet skydevåben frem for beboere i boligblokken.

Familien til den 20-årige meldte ham savnet omkring en time efter skudepisoden.

Familien fortæller til Aftonbladet og Expressen, at den 20-årige befandt sig på en treårigs niveau og havde vanskeligheder ved at kommunikere.

Han var stukket af hjemmefra, som han har en tendens til at gøre, fortæller hans mor til Aftonbladet.

– Jeg føler, at vi må fortælle om hændelsen, eftersom det eneste, som er ude nu, er politiets version. Et barn med Downs syndrom og autistisk. Hvordan skulle han kunne være så truende? Det giver ikke mening, siger den dræbtes mor.

Powered by Labrador CMS