Ung mand efterlyst søndag – nu er han fundet død

Den person, der mandag morgen blev fundet på en campingplads, er nu identificeret.

Udgivet Opdateret

Den mand, der tidligere blev fundet livløs på en campingplads ved Frederiksværk, er nu identificeret.

Det oplyser Nordsjællands Politi til Newsbreak.dk.

Søndag efterlyste en kvinde på Facebook sin forsvundne bror, der ifølge Sn.dk havde været forsvundet siden cirka klokken 6 søndag morgen.

– Vi fik søndag en anmeldelse om, han var forsvundet. Og siden har vi ledt efter ham, siger Henriette Døssing.

Bekymret søster

– Vi er meget bekymrede nu. Der er gået rigtig mange timer, og han har aldrig gjort så noget før. Vi har været i kontakt med alle hans venner, og han er ikke sammen med dem, sagde søsteren tidligere til Frederiksborg Amts Avis, efter at familie og venner havde ledt efter hendes bror hele natten.’

Anmeldelse om livløs person

Mandag formiddag fik Nordsjællands Politi så en anmeldelse fra en borger om en livløs person ved ovennævnte campingplads.

– Jeg kan bekræfte, der er fundet en livløs person på stedet, sagde Henriette Døssing, kommunikations- og pressekonsulent ved Nordsjællands Politi, tidligere til Newsbreak.dk.

Personen er nu identificeret som den 25-årige unge mand, der blev efterlyst af sin søster.

Hvordan den unge mand er død, er endnu uvis.

– Vi er stadig på stedet. De nærmere omstændigheder omkring hans død, skal nu undersøges, siger Henriette Døssing.

Powered by Labrador CMS