Ung mand er hårdt kvæstet
En ung mand blev skubbet ind i et godstog under et slagsmål på togstation - gerningsmanden flygtede
En mand er svært tilskadekommen efter at være blevet skubbet ind i siden på et gennemkørende godstog på Middelfart Station.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Steen Nyland.
- Vi fik en anmeldelse om en personpåkørsel. Da vi kom frem, viste det sig, at tre mænd havde været oppe at slås.
- Da der på et tidspunkt kom et gennemkørende godstog, gav den ene af mændene den anden et ordentligt skub, så han røg ud i siden på én af godsvognene og blev slynget tilbage ind på perronen, siger Steen Nyland.
Gennemkørende godstog kører ifølge Ingeniøren typisk med en hastighed på omkring 100 til 120 kilometer i timen.
Politiet fik anmeldelsen 22.39 torsdag aften.
Svært tilskadekommen
Manden, hvis alder Steen Nyland ikke vil komme ind på, er på hospitalet og er svært tilskadekommen. Der er dog tale om tre unge mænd, siger vagtchefen.
Gerningsmanden, der skubbede manden ind i godstoget, flygtede, inden politiet nåede frem.
- Vi har en kraftig formodning om, hvem han er. Vi er ved at indhente videoovervågning fra perronen, så vi er ret fortrøstningsfulde i forhold til at få fat i den rigtige, siger Steen Nyland.
Politiet har talt med den tredje mand om episoden. Han er ikke sigtet i sagen.
Opdagede det ikke
Toget var på vej i østlig retning og blev stoppet på en anden station på strækningen.
- Togføreren opdagede ikke, hvad der skete, for det skete langt bag ham. Det havde han ikke en chance for at opdage. Vi har styr på toget og er ved at undersøge det, siger Steen Nyland.
Politiet er ved at undersøge, om de tre mænd kendte hinanden på forhånd. Der er intet, der tyder på, at hændelsen skulle være banderelateret, siger vagtchefen.
De pårørende er underrettet, lyder det videre.