Ung mand indlagt efter ulykke på station

Ifølge politiet ligger manden lige nu under toget.

En person ligger under et tog her ved Ordrup Station. Foto: Wikimedia/Leif Jørgensen.
Udgivet Opdateret

Opdatering 17.07: 

En ung mand, født i 1989, er fredag blevet indlagt på Rigshospitalet, efter at han tidligere på dagen endte under på tog på Ordrup Station. Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

– Han var ved bevidsthed, da vi var på stedet, uden alvorlige kvæstelser, siger vagtchefen.

Togene kører igen, politiets arbejde på stedet er overstået, og ifølge vagtchefen er politiets involvering i sagen afsluttet for nu.

Original artikel: 

Lige nu står togtrafikken stille mellem Hellerup og Klampenborg på grund af redningsmandskabets arbejde med en person ved Ordrup Station.

– Vi er lige ankommet på stedet, siger Dan Houtved, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Newsbreak.dk.

Det betyder – i sagens natur – at vagtchefen på nuværende tidspunkt ikke har mange oplysninger i sagen.

Om personen, som er en mand, er blevet ramt af toget, ved Dan Houtved ikke. Han ligger dog under det, er meldingerne.

– Nu skal de have fred og ro til at arbejde, siger han videre.

Det gælder såvel S-tog, regional- og fjerntog, oplyser DSB på Twitter.

“Prognosen siger, at vi kører igen omkring klokken 17”, oplyser Banedanmark.

Opdatering:

DSB oplyser på Twitter, at der nu igen kan køre tog mellem Klampenborg og Hellerup. Der kører dog fortsat færre tog. Du kan holde dig opdateret på konsekvenserne for togdriften på DSB’s hjemmeside.

Powered by Labrador CMS