Unge cykelryttere alvorligt kvæstet: 11 involveret i massestyrt

En samling danske cykelryttere styrtede tirsdag aften under en træningstur. To blev alvorligt kvæstet.

Udgivet Opdateret

En gruppe cykelryttere fra Nordjylland var tirsdag aften involveret i et voldsomt massestyrt under en træning. I alt styrtede 11 ryttere fra Team Hjørring Youth, seks blev kørt til det lokale sygehus, mens to blev overført til Aalborg Universitetshospital med alvorlige skader.

Det skriver Nordjyske onsdag morgen på sin hjemmeside.

Team Hjørring Youth er et samarbejdsprojekt mellem flere aktører – heriblandt kommunen – og går ud på at hjælpe børn til at få mere motion og et syndere liv. Ungdomsholdet får på den måde stillet cykler og cykeldragter til rådighed, mens træningen foregår med erfarne folk fra Team Hjørring og Cycle Club Hjørring.

Under en træningstur tirsdag gik det så altså galt ved 19.30-tiden. På Ugiltvej syd for Sindal styrtede de 11 ryttere. Uheldet blev ifølge Nordjyske anmeldt af en forbipasserende bilist, der også gav førstehjælp på stedet.

Vagtchef Paul Fastergaard fra Nordjyllands Politi bekræfter styrtet over for avisen.

Powered by Labrador CMS