Ups: Windows glemte private indstillinger

Stor opdatering nulstillede brugernes eget valg af privatlivsindstillinger, bekræfter Microsoft.

Microsoft måtte trække opdatering tilbage, fordi styresystemet nulstillede brugernes privat-indstillinger. Arkivfoto: Thomas Mukoya/Scanpix
Udgivet Opdateret

Stor opdatering nulstillede brugernes eget valg af privatlivsindstillinger, bekræfter Microsoft.

Den første, store opdatering af Microsofts nye styresystem, Windows 10, er blevet trukket tilbage af softwaregiganten, fordi opdateringen rettede på en række privatlivsindstillinger, så Windows 10-computeren igen sendte oplysninger af sted til Microsoft, selv om man havde slået det fra.

Den store opdatering, som er den første siden lanceringen af Windows 10 i juli i år, nulstillede privatlivsindstillingerne, bekræfter Microsoft, der de seneste måneder har brugt megen krudt på at forklare, at man tager beskyttelsen af folks private data meget alvorligt.

Slået tilbage til start

Det er funktionerne, som deler annonce-ID på tværs af applikationer, aktivering af SmartScreen-filteret, der kontrollerer indhold brugt af Windows Store-applikationer, muligheden for at lade applikationer dele eller synkronisere oplysninger med andre enheder og indstillingerne for, hvilke Windows Store-applikationer der skal køre i baggrunden, som pludselig igen blev aktiveret, selv om man havde slået dem fra.

Alt kan man selv rette under Indstillinger i Start-menuen.

Microsoft har nu rettet fejlene og er igen klar til at opdatere Windows 10, uden at det påvirker ens eget valg af privatlivsindstillinger.

Klager over forsvunden software

Til gengæld klager adskillige Windows 10-brugere over, at opdateringen skal have slettet en række softwareprogrammer og såkaldte drivere. Det er gået ud over programmer som pegepladesoftware, Adobe Reader, Adobe CS Suite, CPU-Z og Spybot Search & Destroy, skriver flere medier.

Windows 10 er frem til juli 2017 gratis for alle, der i dag har Windows 7 (med servicepakke 1) eller Windows 8 installeret. I november 2015 brugte 17,62 procent af alt udstyr i Danmark, der går på nettet, Windows 10 som styresystem – kun overgået af Windows 7, som er kraftigt faldende i brug, fordi så mange skifter. Det viser tal fra det amerikanske analysefirma Statcounter.

Powered by Labrador CMS