V vil oprette national bredbåndsfond

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Udgivet Opdateret

Op mod 10.000 danske husstande er plaget af langsomme eller ustabile internetforbindelser. Nu vil Venstre gøre noget ved problemet ved at oprette en national bredbåndsfond på 300 millioner kroner.

Her skal borgere med sløve internetforbindelser kunne søge om tilskud til at få etableret en hurtigere internetforbindelse.

»I Venstre er vi optaget af, at alle danskere får adgang til en ordentlig bredbåndsforbindelse. Derfor kommer vi med et konkret løsningsforslag, som skal sikre, at de danskere, der ikke har adgang til ordentlig bredbånd, kan henvende sig til fond, som sikrer, at de får adgang til en ordentlig forbindelse,« siger Venstres teleordfører, Torsten Schack Petersen (V).

Han peger på, at det er bydende nødvendigt for alle danskere at have en stabil og hurtig forbindelse til internettet, når mere og mere kontakt til det offentlige netop foregår over nettet.

Stor ekstraregning i landdistrikt

I dag kan det koste en beboer i et landdistriktsområde en ekstra regning på op mod 100.000 kroner at få gravet et fiberkabel ned, der kan sikre adgang til nettet. Fremadrettet skal det ifølge Venstre altså være muligt at gå til fonden for at få betalt den meromkostning.

Pengene til fonden skal ifølge Venstre hentes hos branchen selv i form af de indtægter, som staten får ved salg af frekvenser til selskaberne.

Samtidig vil Venstre gøre op med »mobilhuller«, der giver ujævne og hullede telefonforbindelser i mange yderområder. Det skal ske ved, at teleselskaberne får en »gulerod« for at opsætte flere mobilmaster til at sikre en bedre dækning. Guleroden er, at staten som modydelse giver en rabat til mobilselskaberne, når de skal betale afgifter for at benytte frekvenserne, foreslår Venstre.

Teleindustrien er begejstret

Hos brancheforeningen Teleindustrien er direktør Jakob Willer begejstret for Venstres udspil.

»Det er en helt oplagt god løsning at øremærke de penge, som branchen selv betaler ved frekvensauktioner, til at løse udfordringerne på markedet med at nå ud til alle. Det er penge fra teleselskaberne selv, der øremærkes til at løse branchens udfordringer med at nå ud til alle med ordentligt bredbånd og god mobildækning. Det giver god mening,« siger Jakob Willer.

Teleindustriens direktør mener også, det er »konstruktivt« at se på, hvordan man ved at lette nogle afgifter for selskaberne kan bane vejen for flere investeringer i nye mobilmaster og udbygning af mobilnettet.

Powered by Labrador CMS