Vand-panik: Sygehus og 45.000 personer uden rent drikkevand

En hel by er på det nærmeste uden rent drikkevand. Kilden til forureningen er stadig ikke identificeret.

Udgivet Opdateret

Rent vand i Viborg. Det burde være en selvfølge. De sidste dage har indbyggerne dog måttet kigge langt efter netop rent vand.

2. maj udsendte Energi Viborg en advarsel til byens borgere omkring drikkevandet i hanerne.

Der er ved prøvetagning fra Vandværk Nord i Viborg vist sig et indhold af bakterier i drikkevandet – dog ikke e-coli, stod der i advarslen.

Det betød, at der pludselig ikke var rent vand i Viborg.

Energi Viborg mistænker en utæt tank for at være synderen. I samme advarsel gøres der dog også opmærksom på, at der ikke i selve ledningsnettet – det net, der når ud til forbrugerne – er målt indhold af bakterier. Alligevel valgte man altså at udsende advarslen, hvori man opfordrer borgerne til at koge det vand, der skal drikkes eller bruges til madlavning.

Torsdag aften blev der foretaget en ny måling, og resultatet blev det samme. Derfor skal vandet stadig koges. Og det er en stor del af Viborg, der er ramt.

– Det drejer sig om cirka 20.000 husstande, hvilket er 45.000 personer, der er berørt, siger Mogens Brems Knudsen, afdelingschef for drikkevand i Energi Viborg, til Newsbreak.dk.

Hospital også ramt

Det er ikke kun almindelig husstande, der er omfattet af problemer omkring drikkevandet fra hanerne.

Regionshospitalet i Viborg ligger også i det berørte område, og må altså også ty til alternative metoder for at kunne give sine patienter drikkevand.

– Men det går nu helt fint, selv om det er en lille smule besværligt, fortæller Stig Halvard Tofteberg, teknisk chef på Regionshospitalet i Viborg.

Her kan du se det berørte område. Den gule cirkel viser Regionshospitalets placering i byen. Foto: Energi Viborg.
Her kan du se det berørte område. Den gule cirkel viser Regionshospitalets placering i byen. Foto: Energi Viborg.

Man slukkede hurtigt den værste tørst med at få seks kubikmeter flaskevand til hospitalet. Det svarer til 12.000 flasker.

Da det ikke er første gang, hvor hospitalet oplever problemer med drikkevandet, har det simpelthen et beredskab klar til sådanne situationer.

– Vi har en masse tomme 15-liters dunke stående – i godkendt materiale – under Skejby Sygehus. De skulle lige fyldes, og så har Midtjysk Brand og Redning leveret dem til os, siger Stig Halvard Tofteberg.

Torsdag fik hospitalet så dunkene, 250 af slagsen, der nu står på fordelt på paller på etagerne.

– Dem regner vi med kan holde weekenden over, siger Stig Halvard Tofteberg.

I det hele taget er den tekniske chef ikke urolig på hverken ansatte eller patienters vegne; på hans hospital er der nemlig installeret meget kraftige filtre, der sørger for, at drikkevandet altid er drikkeligt.

– De tager alt. Også andre urenheder. Men nu har embedslægen jo sagt, vi ikke må drikke vandet, så det retter vi os selvfølgelig efter, siger Stig Halvard Tofteberg. Der forøvrigt selv helst drikker te.

Ekstra salg i butikkerne

Hos Dagli’ brugsen på Gamle Aalborgvej kan uddeler Kim Bugge Ørndrup også mærke den stigende efterspørgsel på drikkevand.

– Jeg har støvsuget alle mine kolleger i området for, hvad de kan undvære, fortæller han til Newsbreak.dk.

Dagligbrugsen sælger til daglig ikke de store mængder af vand på flaske.

– Det ligger ikke til vores kultur. Her køber man sodavand, siger Kim Ørndrup.

Sådan har det dog ikke været de sidste dage på Gamle Aalborgvej, hvor det er det den klare væske, der bliver langet over disken. Og meget af den.

– I starten gik det jo helt amok. Vi har nok på de tre dage solgt lige så meget vand, som vi plejer at sælge på en måned, siger Kim Ørndrup.

Også uden for Viborg har man kunnet mærke den pludselige mangel på vandet.

– Jeg har snakket med en kollega, der har forretning syv kilometer uden for byen. Hendes butik blev også støvsuget, siger Kim Ørndrup.

Og det er så meget, at det har overhalet salget af netop sodavand.

– Men vi har nu stadig vand på hylderne, slutter brugsuddeleren.

Ny prøve fredag

Fredag omkring middag skal der foretages en ny prøve og her kommer resultatet fra Energi Viborg engang i løbet af eftermiddagen.

Selskabet opfordrer borgerne til at holde øje med hjemmeside og Energi Viborgs Facebook-side og se, hvornår der der igen er rent vand i Viborg.

Danva har udgivet en video, hvor du kan se, hvordan du skal forholde dig, hvis der er mistanke om, dit drikkevand er forurenet. Den kan du se HER.

Powered by Labrador CMS