Vandflyver skal flyve Aarhus-København

Udgivet Opdateret

Næsten alle sten er nu ryddet af vejen for at åbne en vandflyverrute mellem Aarhus og København

Det bliver et tomotorers vandfly af typen De Havilland Canada DHC-6 med plads til maksimalt 18 passagerer, der skal indsættes på ruten Aarhus-København.

Århus Stiftstidende erfarer, at investorerne bag ruten har købt en brugt Twin Otter, som flytypen populært betegnes, i Iran.

Fly strandede i Dubai

Egentlig skulle den nye rute have åbnet allerede 1. april i år, men på vej til Schweiz strandede flyet fire måneder i Dubai, hvor det trak ud med at give grønt lys til den fortsatte flyvning mod alpelandet.

Tirsdag forlod flyet imidlertid Dubai, og efter en mellemlanding på Kreta var flyet i går på vej til Schweiz, hvor det skal skilles ad og bygges op igen, så det nærmest bliver som et helt nyt fly.

Når flyet har fået den helt store rodbehandling, går turen til Danmark, hvor flyruten i princippet kan starte med kort varsel.

Alle miljøgodkendelser er på plads. Selskabet bag har fået lov at flyve mellem en position i Østhavnen i Aarhus og Trekroner Fort i København.

Ifølge Århus Stiftstidendes oplysninger vil selskabet bag med stor sandsynligvis være klar til take off til efteråret, men det er næppe det bedste tidspunkt at starte en vandflyverute på. At lette og lande på vand er nemlig noget mere sårbart end at lette og lande på en landingsbanes flade asfalt. For eksempel kan man ikke lande med en vandflyver, når det er mørkt.

Derfor kommer starten sandsynligvis først til at gå til næste forår, oplyser kilder til avisen. Det er også, hvad rutens initiativtager og talsmand, Rune Balle, vurderer.

Myndigheder har haft ja-hat på

Han har ikke på nuværende tidspunkt lyst til at slå på tromme for den nye rute. Det har han gjort før – for efterfølgende at støde på nye, uventede forhindringer. Man han bekræfter, at det fly, der skal flyve på ruten, er indkøbt, og at alle miljøgodkendelser er på plads.

»Det gode ved projektet har været myndighedernes ageren i sagen. De har haft ja-hatten på lige fra starten. Ganske vist har de været forsigtige, og projektet har taget tid, men det er lykkedes,« siger Rune Balle, der har arbejdet på at få ruten i gang i fire år.

Utallige gange er der undervejs i processen opstået nye forhindringer.

»Jeg ville ønske, at jeg kunne fare rundt med armene i vejret, men jeg har været ude for så meget bøvl i det her forløb, at jeg vil afvente og se, hvordan tingene former sig, inden jeg jubler. Men man kan sige, at der nu er en rimelig sandsynlighed for, at ruten åbner,« siger han til Århus Stiftstidende.

Målrettet til forretningsfolk

Avisen erfarer, at flyet skal flyves af to danske piloter, en kvinde og en mand. Manden er Ulrik Nielsen, der her erfaring med flytypen fra Maldiverne. Desuden skal den danske pilot, advokat Lasse Rungholm, fungere som back up i pilotsædet.

Initiativtagerne lægger ikke skjul på, at ruten henvender sig til seriøse erhvervsfolk, som har travlt.

Hvis man i dag vil rejse mellem landets to største byer med tog, tager turen tre timer. Og med fly går der gerne et par timer, hvis man indregner køreturene mellem Aarhus og Tirstrup samt København og lufthavnen ude på Amager. Til sammenligning ventes turen med vandflyver at tage 45 minutter.

Initiativtagerne har tidligere meldt ud, at prisen for en enkeltbillet ventes at blive 1.500-1.800 kroner.

Powered by Labrador CMS