Vanvid og anarki: 129 km/t gennem byen

Det var blot én blandt mange lovovertrædelser, politiet stødte på den aften.

Udgivet Opdateret

Journalistik er – trods alt – mere end blot at copy/paste indhold til en side.

Alligevel er det som om, at indholdet i netop denne artikel kunne være kopieret og indsat fra tidligere – og lignende – artikler.

For igen, igen, igen og igen har bilister i det vestlige Aarhus opført sig, som kører de på en lukket bane. Bortset fra, selvfølgelig, på en bane er der regler og man kører med sele, har tilladelse og snakker ikke i mobil imens.

Sådan er det ikke i Aarhus V. Her var Østjyllands Politi ude at kontrollere trafikanterne. Og det skulle vise sig – som så ofte før – at være en god ide.

Det var torsdag eftermiddag og aften, hvor Lokalpolitiet i Aarhus Vest og færdselsafdelingen ved Østjyllands Politi havde taget opstilling i den efterhånden trafikale, anarkistiske bydel.

Ifølge Østjyllands Politis døgnrapport blev det til 34 sager fordelt på 23 bilister.

To af dem på det nærmeste brød skalaen: En kørte med 129 kilometer i timen på Silkeborgvej i en 50-zone. En anden nåede op på imponerende 146 kilometer i timen på Åby Ringvej. Her er fartgrænsen 70 kilometer i timen.

De to bilister har overskredet det lovlige med 100 procent. Det koster en ubetinget frakendelse af kørekortet, hvilket dog er ligegyldigt for bilisten på Silkeborgvej – han havde nemlig ikke noget.

(Du kan se mere om, hvad de forskellige bødetakster ved overtrædelse af fartgrænserne HER).

11. oktober kunne Newsbreak.dk fortælle historien om, hvordan en bilist på netop Åby Ringvej klemte sig ind mellem biler, forcerede en midterrabat og drejede til venstre – i den forkerte vejbane – for rødt lys.

Videoen af det optrin kan du se HER.

Starten på det så sådan ud:

Tilbage til torsdag aften og eftermiddag dækkede sagerne blandt andet over:

-Tre hastighedssager til betinget frakendelse.
-Syv hastighedssager til klip
-To hastighedssager til ubetinget frakendelse
-Et rødt lys
-En ulovlig overhaling
-Syv manglende sele – herunder et barn ej fastspændt.
-Tre brug af mobiltelefon under kørsel
-To kørsel uden førerret.
-En kørsel i frakendelsestiden
-En tæt kørsel til betinget frakendelse

Powered by Labrador CMS