Vanvittige scener: Kamp afbrudt

Mødet mellem Esbjerg og Lyngby i fodboldens 1. division blev afbrudt to gange

Fyrværkeri fik afbrudt kampen mellem Esbjerg og Lyngby
Fyrværkeri fik afbrudt kampen mellem Esbjerg og Lyngby
Udgivet Opdateret

Mødet mellem Esbjerg og Lyngby i fodboldens 1. division fredag aften blev afbrudt kort før pausen.

Og det var ikke den eneste gang. Det gav en noget aparte slutning på kampen.

Med små ti minutter tilbage af første halvleg sendte dommer Jonas Bøgelund spillerne i omklædningsrummene. 

Det skete, kort efter at to store brag lød på Blue Water Arena i Esbjerg.

Kastet mod banen

Fyrværkeri var blevet kastet mod banen. 

På stadionets storskærme stod der "Pyroteknik er ikke tilladt på Blue Water Arena".

Episoden fandt sted, kort efter at gæsterne fra Lyngby havde bragt sig foran, og Esbjergs Isak Olafsson umiddelbart efter målet blev vist ud med et direkte rødt kort.

Efter en pause på lidt over fem minutter blev opgøret genoptaget ved stillingen 1-0 til Lyngby.

Kammede over

Kort før afslutningen kammede frustrationerne igen over for nogle af hjemmeholdets fans. Bagud 0-3 med et par minutter tilbage af den ordinære spilletid blev der igen kastet fyrværkeri på banen.

Jonas Bøgelund afbrød atter kampen, og flere fra Esbjerg-lejren var tydeligt utilfredse med tilskuernes opførsel.

Gik tilbage, men ...

Umiddelbart lod det til, at opgøret var blevet fløjtet af før tid, men spillerne insisterede på at gå tilbage på banen.

I stedet for at spille fodbold, endte det dog med, at Esbjerg-spillerne - efter aftale med Lyngby - stod stille og bare trillede bolden rundt, som var det til træning, i protest mod hændelserne på tilskuerpladserne.

Da kampuret rundede 90 minutter fløjtede Jonas Bøgelund prompte kampen af.

Esbjerg fB

Esbjerg forenede Boldklubber blev grundlagt 23. juli 1924

Klubben har hjemmebane på Blue Water Arena i Esbjerg, hvor den har en kapacitet på 17.442 tilskuere.

Kilde: Wikipedia

Lyngby Boldklub

Esbjerg forenede Boldklubber blev grundlagt 23. juli 1924

Klubben har hjemmebane på Blue Water Arena i Esbjerg, hvor den har en kapacitet på 17.442 tilskuere.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS