Vanvittigt: Bilist havde gang i to telefoner – på samme tid

Håndholdt mobil/hænderholdte mobiler?

En motorcykelbetjent fik torsdag noget af en overraskelse. Og ikke på den gode måde. Foto: Colourbox.
En motorcykelbetjent fik torsdag noget af en overraskelse. Og ikke på den gode måde. Foto: Colourbox.
Udgivet Opdateret

Det koster 1500 kroner at blive snuppet i at bruge håndholdt mobiltelefon.

Hvad nedenstående historie så kostede den bilist, der blev stoppet af politi, melder historien intet om.

At personen havde mere end almindeligt gang i at overtræde færdselsloven, er dog umtvisteligt.

Det fortæller Sydøstjyllands Politi om på sin Facebook-side.

Det var en af kredsens motorcykelbetjente, der spottede en modkørende bilist, der holdt en mobiltelefon ved øret. Det sker selvfølgelig fornuftigvis ofte i dagens Danmark. Betjenten i dette tilfælde måtte dog spærre øjnene en ekstra gang op, da motorcyklen nåede op på siden af bilen; bilisten var nemlig – udover at tale i telefonen – ved at taste på endnu en af slagsen.

Det var dog – langt fra – den eneste overtrædelse i den nordlige del af kredsen torsdag mellem klokken 14 og 21.30.

Her blev der blev standset 310 køretøjer. Det resulterede i, at 107 personer blev sigtet for i alt 132 overtrædelser af færdselsloven.

Stoppet to gange

Blandt de, der kan se frem til en hilsen i e-Boks er en 15-årig dreng.

Han blev standset klokken 15.40 på Nørrebrogade i Horsens på sin lille knallert. Knallerten viste sig at være ulovlig. Fire en halv time senere var den gal igen; her blev han på Bjerrevej standset på samme knallert, der stadig var ulovlig. Derfor blev knallerten nu konfiskeret. Under kontrollen blev i øvrigt to andre knallerter også konfiskeret.

Sydøstjyllands Politi fortæller endvidere, hvad torsdagens kontrol kastede af sig:

5 spirituspåvirkede bilister
1 spirituspåvirket fører af traktor
1 narkopåvirket bilist
1 narkopåvirket fører af lille knallert
6 bilister kørte uden at have erhvervet kørekort
1 bilist kørte på trods af frakendt førerret
1 førte stor knallert, selv om han ikke havde kørekort
4 havde kørekort, men uden gyldighed til henholdsvis 2 motorcykler, 1 bil og 1 vogntog
14 anvendte ikke sikkerhedssele i bil
32 anvendte håndholdt mobiltelefon under kørsel i bil
13 på knallert anvendte ikke hjelm eller havde ikke spændt den
7 knallerter var ikke forsikret
25 knallerter var ulovlige, heraf 1 stor knallert

To biler blev indkaldt til syn, og der blev optaget rapporter vedrørende fem køretøjer med fejl/mangler.

Der blev optaget fem rapporter vedrørende hastighedsforseelse i bil og en vedrørende motorcykel.

“Tre af disse pådrog sig et klip og to må forvente at blive betinget frakendt førerretten”, slutter opslaget.

Powered by Labrador CMS