Varmeste juni nogensinde

Hedebølge med luft fra Sahara var med til at gøre juni til den varmeste nogensinde både i Europa og globalt.

Børn køler af i et springvand i byen Nice i Sydfrankrig under sidste uges hedebølge, hvor der også blev sat ny fransk varmerekord. Foto: Eric Gaillard/Reuters
Udgivet Opdateret

For festivalgængere og folk med sommerferie, der har de nok bidt mærke i, at vejret i juni – altså sidste måned- var overordentligt lækkert, hvis man nyder solskin. Men sidste måned sætter rekord som den varmeste juni, der nogensinde er registreret.

Det viser målinger fra EU-klimatjenesten Copernicus Climate Change Service (C3S).

Temperaturen på kloden var i gennemsnit 0,1 grad varmere end den hidtidige varmerekord for juni, der blev sat i 2016.

Også i Europa blev der sat en ny og tydelig varmerekord, der var omkring en hel grad højere end den hidtidige rekord, som blev målt i juni 1999.

Det skriver C3S på sin hjemmeside.

Hedebølge

Samtidig viser målingerne for den seneste måned, at juni i gennemsnit havde temperaturer, der lå mere end to grader over den gennemsnitlige normaltemperatur i Europa.

– Sommeren er knap begyndt, men temperaturrekorderne bliver allerede brudt, skriver C3S.

Artiklen fortsætter efter videoen.

En kort hedebølge i slutningen af måneden med varm luft fra Sahara-ørkenen, var med til at presse temperaturerne op i det røde felt i Europa.

– Vores data viser, at temperaturerne i den sydvestlige del af Europa i sidste uge af juni var usædvanligt høje, siger lederen af C3S, Jean-Noel Thepaut, til nyhedsbureauet AFP.

– Selv om dette var usædvanligt, vil vi sandsynligvis se mere af den slags i fremtiden på grund af klimaforandringer.

Over 45 grader

Især Frankrig, Spanien, Italien og dele af Centraleuropa var ramt af rekordhøje temperaturer i slutningen af juni. Her var gennemsnitstemperaturen flere steder omkring ti grader over normalen.

Fredag blev der for første gang målt over 45 grader i Frankrig. Det højeste var 45,9 grader i Gallargues-le-Montueux i den sydlige del af landet.

C3S skriver i pressemeddelelsen, at det er “vanskeligt” at sige, at hedebølgen direkte skyldes global opvarmning. Men ekstremt vejr ventes at blive mere almindeligt i takt med, at planeten bliver stadigt varmere.

Powered by Labrador CMS