Veninde: Diana ville være fantastisk farmor

Diana ville have været en fantastisk farmor, siger veninde. Foto: Wikipedia
Udgivet Opdateret

En af den afdøde prinsesse Dianas bedste veninder fortæller i et interview, hvor god en farmor prinsessen ville have været.

Den engelske kongefamilie er velsignet med to royale rollinger – prinsen George og lillesøster prinsesse Charlotte.

Selvom de to guldklumper er omgivet af kærlighed og familie, kommer de aldrig til at møde deres farmor, prinsesse Diana. Hun døde i 1997, da børnenes far, prins William, blot var 15 år.

Dengang havde han hverken mødt sin store kærlighed, hertuginde Kate, eller turde drømme om at gøre Diana til farmor. Men det havde Julia Samuel, som var en af prinsessens bedste veninder, derimod tænkt på. Det skriver Hello! Magazine.

– Hun ville have været en fantastisk farmor. Det knuser mit hjerte bare at tænke på det, fordi hun ville virkelig have været fantastisk, sagde prinsessens veninde i et interview med Mail on Sundays magasin You.

Den mest brillante gudmor

Faktisk var hun så overbevist om, at Diana var et naturtalent til børn, at hun spurgte prinsessen, om hun ville være gudmor til sønnen Benjamin.

– Diana var den mest brillante gudmor. Varm, kærlig og sjov. Hun var den slags gudmor, der gav gaver, som forældrene aldrig ville give. Gaverne var enorme, larmende eller mareridtsagtige – men den slags, som børnene elskede, sagde Julia Samuel.

I interviewet fortalte Julia Samuel også, at Diana var hendes forbillede, og at hun hele tiden stræber efter at blive en lige så god gudmor, som prinsessen var.

For Julia Samuel kan nemlig også skrive gudmor på cv’et – og det er ikke for hvem som helst. Den i dag 56-årige Julia Samuel fik nemlig i 2013 æren af at få gudmorstitlen for en prins – nemlig prins William og hertuginde Kates søn, prins George.

Da lillesøster Charlotte, der med sit mellemnavn Diana er opkaldt efter den afdøde prinsesse, skulle døbes i år, blev det hertuginde Kates nære barndomsveninde, Sophie Carter, der blev gudmor.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS