Venstre stemmer alligevel for regeringens asylstramning

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Venstre tilslutter sig et flertal i Folketinget og stemmer for regeringens bebudede stramninger på asylområdet

Efter en del verbale sværdslag på Christiansborg står det nu klart, at regeringen får opbakning fra et bredt flertal i Folketinget, når der i den kommende uge skal stemmes om en stramning af asyllovgivningen.

Venstre har gennem længere tid overvejet, hvordan partiet ville stille sig til regeringens lovforslag, der allerede var sikret vedtagelse med opbakning fra Socialdemokraterne, De Radikale, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti.

Og nu slår Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, så fast over for DR, at partiet “stemmer et lille ja”.

– Vi synes grundlæggende, at det er et elendigt lovforslag, men vi anerkender, at der er en minimal stramning, og når vi har sagt, at vi stemmer for enhver stramning, så gør vi også det, siger Karsten Lauritzen til DR.

Asylstramningen betyder blandt andet, at man kun får midlertidig opholdstilladelse på et år, hvis man flygter fra eksempelvis en borgerkrig uden at være personligt forfulgt.

Og at man derfor også må vente et år, før man kan få familiesammenføring.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS