Venstre vil give mulighed for at bygge storcentre og varehuse

Står det til Venstre så skal kommunerne frit kunne planlægge nye storcentre. Arkivfoto: Elo Christoffersen.
Udgivet Opdateret

Planloven står i vejen for vækst uden for de store byer.

Det mener i hvert fald Venstre, der ifølge DR Nyheder lægger op til at lempe loven, så kommunerne frit kan give lov til at opføre storcentre, varehuse og andre kæmpebutikker.

»Kommunen skal have lov til at planlægge, om man vil bygge et storcenter i sin kommune, uanset hvor stor kommunen er. Det vil sikre vækst i alle dele af landet,« siger landdistriktsordfører Thomas Danielsen (V).

Han frygter ikke, at de store butikker vil tage livet af de tilbageværende købmænd i de mindre byer.

»Vi ser mange steder i dag, hvor de har Bilka, og der findes de mindre butikker fortsat. De har andre tilbud, man kan handle hurtigere, og man skal ikke igennem et stort Bilka. Så det vil ikke betyde butiksdød. Hvis de mindre butikker har gode tilbud, så vil folk gerne handle dér. Det kan vi se,« siger Venstre-ordføreren til DR Nyheder.

I dag skal en by have mindst 40.000 indbyggere, før der må bygge et varehus eller en storcenter. Men den grænse skal altså helt fjernes, mener Venstre, der ligeledes vil fjerne reglen om, at det kun er de fem største byer, der må bygge storcentre uden for bymidten.

»Vi vil gerne give en hjælpende hånd til de mellemstore samfund. Det skal være sådan, at alle kommuner selv må bestemme, hvor de vil placere større varehuse,« siger Thomas Danielsen til DR Nyheder.

Powered by Labrador CMS