Veteraners traumer giver uventet stor regning

Allerede nu har så mange veteraner fået erstatninger, at det overgår Forsvarsministeriets beregninger.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) beklager ikke stor udgift til veteraner. Foto: Claus Fisker/Scanpix
Udgivet Opdateret

Veteraner har så mange psykiske skader, at erstatninger i løbet af to år har rundet en milliard kroner, og dermed langt overgår, hvad Forsvarsministeriet har forventet.

Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af aktindsigt i tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Da partierne bag forsvarsforliget i november 2013 vedtog, at veteraner lettere skulle kunne få anerkendt psykiske lidelser som en arbejdsskade, lød skønnet, at merudgifterne ville være 450-500 millioner kroner.

Den halve milliard var vel at mærke for hele perioden 2013 til 2017, men allerede nu er beløbet for længst brugt.

Over en milliard i erstatning

I alt er der i 2014-2015 tilkendt lidt over en milliard kroner i 703 sager.

Erstatningsbeløbet er Danmarkshistoriens største, når drejer sig om psykiske arbejdsskader, men det får ikke politikerne til at fortryde, at de vedtog veteranloven.

– Det er vigtigt, at veteraner, der har lidt skade som følge af udsendelse, får den erstatning og godtgørelse, som de har krav på.

– Der er givet rigtig mange erstatninger, også til psykisk sårede veteraner. Faktisk i et omfang, der er langt større end det, politikerne forventede.

– Det er ikke noget, jeg beklager, men jeg konstaterer, at vi bruger rigtig mange penge på at give erstatning til de veteraner, der er blevet hårdt ramt, skriver forsvarsminister Peter Christensen i en mail-kommentar til Ugebrevet A4.

Hærens Konstabel- og Korporalforening og Centralforeningen for Stampersonel oplever, at de psykiske skader er lige så store hos de veteraner, som får deres sager behandlet nu, som tidligere.

– Tyngden af sager er den samme, siger Mette Lind-Hansen, specialkonsulent i Centralforeningen for Stampersonel.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS