Viborg sikkert videre i pokalturneringen

Viborg-cheftræner Johnny Mølby kan glæde sig over, at hans spillere er videre i pokalturneringen i fodbold. Her ses han til kamp mod OB i superligaen. Foto: Scanpix
Udgivet Opdateret

Viborgs Superliga-hold er klar til ottendedelsfinalen i DBU Pokalen efter en klar sejr på 5-1 ude over KFUM Roskilde.

Viborg havde som ventet ingen problemer i pokalkampen mod KFUM Roskilde, der topper Danmarksseriens pulje 2.

Den tidligere Brøndby- og AGF-spiller, Osama Akharraz, indledte målscoringen efter to minutters spil, og da Serge Deblé og Mathias Wichmann scorede til henholdsvis 2-0 og 3-0 lige inden den halve time, var kampen reelt afgjort.

I anden halvleg lykkedes det ganske vist for hjemmeholdet at få reduceret til 1-3, men nigerianeren Alhaji Gero og Sebastian Andersen satte trumf på til sidst.

Viborg har en gang vundet pokalturneringen. Det var i 2000, hvor AaB blev slået i finalen med 1-0.

 

Powered by Labrador CMS