Viceborgmesters værste frygt: Politianmeldelse

- Jeg har ikke sovet så godt

Viceborgmester Susanne Eilersen frygtede, at sagen mod hendes kollega ville ende i en politianmeldelse (Foto: Fredericia Kommune/Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

En advokatundersøgelse af tidligere Fredericia-borgmester Jacob Bjerregaard endte i dag i en politianmeldelse. Og netop denne situation havde 1. viceborgmester Susanne Eilersen frygtet, da hun tilbage i december var med til at undersøge den daværende borgmester.

– Det var sådan set sådan her, jeg frygtede, at det ville ende. Det er den værste situation, fortæller 1. viceborgmester Susanne Eilersen til Newsbreak.dk.

En anonym mail antydede, at noget var helt galt i den øverste del af ledelsen i Fredericia Kommune. Derfor var hun nødt til at sætte gang i en advokatundersøgelse af borgmesteren.

– Jeg har ikke sovet så godt efter jeg i denne uge er blevet præsenteret for at undersøgelsen skulle afleveres til politiet. Det er jo personlige forhold, det drejer sig om.

Et nært forhold

Da viceborgmesteren blev præsenteret for anklagerne mod borgmesteren, havde der allerede svirret rygter i byen. Rygterne fortalte, at borgmester Jacob Bjerregaard og kommunaldirektør Annemette Zacho-Broe havde et nært personligt forhold. Og netop dette forhold har undersøgelsen påpeget gjorde dem begge inhabile.

Viceborgmester Sussanne Eilersen havde selv oplevet noget, som gjorde hende mistænksom, og kontaktede personalechefen. Det skete på et møde i 2018 i Aalborg. Personalechefen Tommy Abildgaard trak på skuldrene, da viceborgmesteren fortalte, hvad hun havde set.

– Det er altid nemmere at kigge i bagspejlet. Jeg havde nok reageret tidligere og genbesøgt Tommy Abildgaard, hvis jeg var klar over, hvor det her ville ende, fortæller Susanne Eilersen.

Ingen har officielt ville udtale sig om, hvad der ligger bag det nære forhold mellem tidligere borgmester Jacob Bjerregaard og tidligere kommunaldirektør Annemette Zacho-Broe.

Ondt i sjælen

Det var en svær beslutning for viceborgmesteren at træffe, da økonomiudvalget besluttede, at der skulle laves en advokatundersøgelse af forholdene i kommunens ledelse.

– Træffer jeg nu den rigtige beslutning, eller træder jeg ud over kanten, hvor det kan gå galt, erindrer hun at tænke.

Hun erkender, at det er alvorlige anklager, der anonymt blev sendt til hende. Derfor måtte hun også tage dem seriøst. Alligevel ærgrer det hende, at hun sidder i denne situation i dag.

– Det er ikke rart. Jeg har haft et fint forhold til dem begge to. Men det at se kommunaldirektøren på forsiden af alle medier, og vide at hendes store børn så med – det gør ondt langt ind i sjælen, siger Susanne Eilersen.

Sagen kort

Sagen begyndte i december sidste år, da det kom frem, at daværende borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard angiveligt har udnyttet sin position ved at få en byggegrund under gunstige forhold og til en favorabel pris.

Da en advokatundersøgelse skulle afgøre, om borgmesteren havde udnyttet sin position, blev både kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe samt økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard hjemsendt.

Derudover er det senere kommet frem fra 16 chefer, at de har oplevet et dårligt arbejdsmiljø i den tid, de har arbejdet under borgmester Jacob Bjerregaard.

Powered by Labrador CMS