Videnskabsmand skaber harme: Man bør abortere børn med Downs

Richard Daawkins har skabt forargelse og debat på Twitter med udmelding om abort af fostre med Downs Syndrom. Foto: David Shankbone
Udgivet Opdateret

Forfatter og videnskabsmand Richard Dawkins har vakt stor debat med en udmelding på Twitter om, at det er umoralsk ikke at abortere, hvis man er gravid med et foster med Downs Syndrom

Den kendte engelske biolog og forfatter Richard Dawkins har vakt stor harme og debat på Twitter med en udmelding om, at han mener, at det er umoralsk ikke at abortere, hvis man konstaterer, at fosteret har Downs Syndrom.

Debatten startede med, at Richard Dawkins skrev et opslag på Twitter, hvor han kritiserede Irlands forbud mod abort som værende uciviliseret. En anden Twitter-bruger, Aiden McCourt spurgte ham, om det var “civiliseret”, at 994 ufødte mennesker med Downs Syndrom “blev dræbt, før de var født” i England og Wales i 2012.

– Ja, det er meget civiliseret. Der er tale om fostre, der er diagnosticeret, før de har menneskelige følelser, skrev han som svar.

Lidt efter skrev Twitter-brugeren InYourFaceNewYorker i den samme tråd, at hun ikke var sikker på, om hun ville vælge abort, hvis hun blev gravid, og barnet fik konstateteret Downs Syndrom.

Her svarede Richard Dawkins resolut:

– Abortér og prøv igen. Det ville være amoralsk at bringe det (barnet /red.) ind i denne verden, hvis du har valget.

Det har vakt en del forargelse, og mange har reageret stærkt på den kontroversielle udmelding. En bruger skrev, at Richard Dawkins var fascistisk.

Den britiske forening for Downs Syndrom har også kommenteret på udmeldingen.

– Mennesker med Downs Syndrom lever gode liv, og de yder et værdifuldt bidrag til samfundet, lyder meldingen derfra.

– I The Down’s Syndrome Association mener vi ikke, at Downs Syndrom i sig selv bør være årsag til abort, men vi anerkender, at hver familie må træffe deres eget valg.

Han har efterfølgende uddybet sit standpunkt i flere tweets og svar til andre Twitter-brugere. Han har blandt andet skrevet, at han stadig mener, at det selvfølgelig er op til den enkelte at tage beslutningen.

– Hvis jeg var en kvinde med et foster med Downs Syndrom, ville jeg personligt vælge abort. Det gør de fleste kvinder rent faktisk. Hvis du ikke ville gøre det, så held og lykke, det er din beslutning, skriver han blandt andet.

InYourFaceNewYorker spurgte ham også efterfølgende, hvordan han så på diagnoser i autismespektret.

– Folk i det spektrum har en hel del at bidrage med. Måske endda styrkede færdigheder på nogle områder. Downs Syndrom giver ikke styrkede færdigheder, skrev han som svar.

– Jeg vil ikke et eneste øjeblik undskylde, at jeg går til moralfilosofiske spørgsmål ud fra logik. Følelser har sin rette plads, og dette er ikke en af dem, skrev han senere som forsvar for sine holdninger.

Powered by Labrador CMS