Vil du slippe for skattesmæk? – Så se her

Foto: Colourbox
Udgivet Opdateret

Samtlige de mere end fire millioner danske skatteydere kan nu tjekke deres forskudsopgørelse for 2015 på Skat’s hjemmeside.

Der er flere ændringer i år end normalt, hvorfor skatteregningen til næste år vil ændre sig en del for ganske mange.

Samtidig er der også ganske mange, som har behov for at justere på de oplysninger, som Skat har fortrykt. Det gælder eksempelvis for alle dem, der har omlagt boliglån på det sidste og fået enten færre eller flere renteudgifter. De risikerer at skulle betale mere i skat i løbet af 2015, hvis de ikke i tide justerer deres fradrag ned.

»Ganske mange har lagt bolig om fra lån med variabel til fast rente. De har typisk fået en større renteudgift. Hvis de vil have smerten ved det fordelt over hele året, skal de rette deres forskudsopgørelse inden længe. Andre har måske fået en lavere rente med en låneomlægning, og de bør også ændre forskudsopgørelsen, så de får et mindre fradrag, og dermed undgår en restskat senere på året,« siger underdirektør for Afregning hos Skat, Richard Hanlov.

Han tilføjer, at alle får en mail om, at deres forskudsopgørelse er klar i løbet af weekenden eller først i næste uge og at det især er folk, som er blevet skilt, flyttet til en anden kommune eller gået meget op eller ned i indkomst, som skal rette deres forskudsopgørelse.

De fleste vil også blive påvirket af, at bundskatten sættes op fra 6,83 procent i år til 8,08 procent til næste år. Noget af denne stigning bliver kompenseret af, at sundhedsbidraget falder fra 5,0 til 4,0 procent, men der er også en stigning på 0,25 procent point, som hænger sammen med, at brændeafgiften og andre dele af den såkaldte forsyningssikkerhedsafgiften bliver delvist rullet tilbage. Denne tilbagerulning finansieres ved ekstraordinært at forhøje bundskattesatsen med 0,25 procent point og reduceres den grønne check fra ca. 1.300 kroner til 955 kroner. Disse ting er noget, som især rammer personer med relativt lave indkomster.

Andre med større indkomster rammes også af den højere bundskat, men de kan til gengæld glæde sig over, at grænsen for, hvornår der skal betales topskat sættes op med 11.000 kroner til 459.200 kroner efter arbejdsmarkedsbidrag til næste år. Det vil give personer, som tjener mere end denne grænse en skattelettelse på 1.650 kroner årligt.

Regeringen har også et forslag fremme om, at fradraget for faglige kontingenter skal hæves fra 3.000 til 6.000 kroner. Det er dog ikke vedtaget endnu, og derfor bør folk vente med at justere på det.

Næste års kommuneskatter, som omfatter både kommuneskat, kirkeskat og grundskyld, er vedtaget i kommunerne. For alle kommuner under ét fastholdes den gennemsnitlige kommuneskat uændret på 24,9 procent i forhold til året før, men den sænkes i 31 kommuner. Også den gennemsnitlige kirkeskat fastholdes tilnærmelsesvis uændret i 2015, men der er forskel fra kommune til kommune.

De forskellige beløbsgrænser til beregning af skat hæves også lidt til næste år. De fleste satser stiger med den samme reguleringssats. For 2015 er denne sats 1,5 procent. Det betyder blandt andet, at personfradraget, som gives til alle skatteborgere, stiger med 600 kroner til 43.400 kroner for personer over 18 år.

Derudover stiger beskæftigelsesfradraget, som tildeles alle i arbejde. Fradraget ligger i år på 7,65 procent. eller maksimalt 25.000 kroner. Fradraget har en fradragsværdi på ca. 30 procent af beløbet. I 2015 stiger satsen til 8,05 pct., og det maksimale beskæftigelsesfradrag stiger dermed fra 25.000 kroner til 26.800 kroner.

 

Powered by Labrador CMS