Vil give 15-årige piger ret til fri abort

Fagfolk mener, tiden er løbet fra regler om fri abort, De Konservative er enig og vil sænke aldersgrænse

Udgivet Opdateret

Grænsen for fri abort skal sættes ned til 15 år, så piger fra den alder og op til 18 år ikke længere skal inddrage deres forældre i processen.

Sådan lyder det fra en række fagfolk i Kristeligt Dagblad.

Og det er De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, enig i.

- Min umiddelbare holdning er, at vi har en seksuel lavalder på 15 år, og det indebærer jo også, at man kan gå hen og blive gravid.

- Og de 15-årige har jo også mulighed for at bruge prævention - p-piller og andre ting - og derfor synes jeg, det er indlysende, at man skal have mulighed for at få foretaget en abort, hvis man ikke ønsker den graviditet, siger han.

Kræver forældres samtykke

Bliver en pige over 15 år og under 18 år gravid, kræver en abort forældrenes samtykke.

I nogle tilfælde kan abortsamrådene dog tillade abort udenom pigens forældre.

I 2021 behandlede abortsamrådene i de fem regioner 30 ansøgninger om tilladelse til abort uden forældresamtykke, viser en rapport fra Abortankenævnet ifølge Kristeligt Dagblad.

Ud af de 30 blev der givet afslag på tre.

Store konsekvenser

Ifølge Per Larsen kan det have store konsekvenser for en teenagepige, der ikke ønsker en graviditet, hvis hun tvinges til at gennemføre eller dele uønsket med sine forældre.

- Vi ved jo, at det i nogle sammenhænge kan være et kæmpestort problem for de piger, der bliver gravide, og det synes jeg, vi skal kigge på, siger han.

Folketinget har ifølge Kristeligt Dagblad to gange tidligere behandlet et lovforslag om at sænke grænsen for fri abort til 15 år.

Grænsen har dog ikke ændret sig, siden Danmark blev et af de første lande til at indføre fri abort i 1973.

De Konservatives Per Larsen mener, der er brug for at ændre aldersgrænsen for fri abort i Danmark, så piger ned til 15 år kan få foretaget en abort uden forældresamtykke. (Arkivfoto).
De Konservatives Per Larsen mener, der er brug for at ændre aldersgrænsen for fri abort i Danmark, så piger ned til 15 år kan få foretaget en abort uden forældresamtykke. (Arkivfoto).

Etisk råd opdaterer udtalelse

Det Etiske Råd har varslet, at det senere på året kommer med en opdateret udtalelse om de danske abortregler.

Her ventes det blandt andet at vurdere, om den danske 12-ugers grænse for fri abort skal ændres. Flere fagfolk har her argumenteret for, at grænsen bør være mellem 18-22 uger, som den er i andre lande.

Abortlov, Danmark

Kvinder over 18 år i Danmark har ret til abort før udgangen af 12. graviditetsuge. Kvinden skal ikke begrunde sit valg

Er kvinden under 18 år og ugift, skal der være tilladelse til aborten fra forældre (eller værge). Kvinden kan dog søge samrådet om at blive fritaget for forældresamtykke

Kvinden skal ifølge loven informeres om indgrebet, mulige komplikationer og muligheder for støtte - hvad enten hun gennemfører eller afbryder graviditeten

Kilde: Sundhed.dk
Powered by Labrador CMS