Vil have fjernet corona-navn

Indiens regering bryder sig ikke om betegnelsen "indisk variant" om coronavirusvariant først opdaget i landet.

Varianten B1617 – populært kaldet “den indiske variant” – er kommet i fokus, efter at Indien gennem april og maj har oplevet en stor smittestigning og flere gange har registreret over 4000 dødsfald i løbet af et døgn. En person får her et stik mod covid-19 på et vaccinationscenter i Bhopal lørdag. Foto: Gagan Nayar/AFP
Udgivet Opdateret

Regeringen i Indien har beordret sociale medier i landet til at fjerne alle indlæg, der refererer til den “indiske variant” af coronavirusset.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Varianten, som af forskere og virologer er navngivet B1617, blev i 2020 opdaget første gang i Indien.

Den har siden spredt sig til mindst 44 lande, og udtrykket “indisk variant” bruges ofte af medier og sundhedseksperter.

Den særlige udgave af coronavirusset tilskrives også meget af skylden for den nye smittebølge, der har hærget lande i det sydlige Asien de seneste uger.

Indiens ministerium for informationsteknologi gav fredag sociale medier skriftlig besked om ikke længere at bruge det udbredte udtryk.

– Det er kommet til vores kendskab, at en falsk erklæring, der cirkulerer online, insinuerer, at en “indisk variant” spreder sig på tværs af lande. Dette er fuldstændig falsk, står der i skrivelsen, som AFP er i besiddelse af.

Begyndte globalt

Ministeriet fremhæver, at det tidligere har opfordret sociale medier til at rydde ud i “falske nyheder og misinformation” om pandemien på deres platforme.

Samtidig fremhæver det, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) ikke forbinder B1617 til noget bestemt land.

WHO sagde tidligere i maj, at varianten er bekymrende på globalt plan.

Adskillige lande har forbudt eller pålagt indrejsende fra Indien skrappe restriktioner, siden varianten blev identificeret i landet i december sidste år.

Bruger landenavne

Mange sundhedseksperter, regeringer og offentlige myndigheder bruger landenavne til at beskrive nye varianter, der først dukkede op i Sydafrika, Storbritannien og Brasilien.

I Danmark er der også registeret smittetilfælde med varianten fra Indien.

– Vi er bekymrede for denne her variant på grund af den udvikling, vi ser i England og i Indien. Men den ser ud til at være under kontrol i Danmark, sagde afdelingschef Tyra Grove Krause fra Statens Serum Institut (SSI) tidligere i denne uge.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS